Oprykkere dømt som tabere

EMNER 6. oktober 2002 08:00
FREDERIKSHAVN: Jetsmark Allstars FC, oprykkere i elitedivision vest i floorball, er blevet dømt som tabere af weekendens planlagte udekamp mod Outlaws FFK fra Frederikshavn. Opgøret skulle oprindeligt have været spillet i går, men begge klubber enedes om at flytte kampen til fredag aften, da Jetsmark Allstars FC ellers var tvunget til at sende afbud på grund af mangel på spillere. Turneringsudvalget i Dansk Hockey og Floorball Forbund ville imidlertid ikke godkende klubbernes aftale, og med henvisning til regelsættet blev Jetsmark Allstars FC derfor med et pennestrøg dømt som tabere med cifrene med 5-0. - Sådan er reglerne, og som sådan er der jo ikke noget at gøre ved det. Men vi synes godt nok, det er en lidt stivnakket afgørelse i en så lille sport med så få medlemmer. Det pynter ikke ligefrem på sportens ansigt udadtil, sukker Søren Jensen, formand for Jetsmark All Stars. I Outlaws FFK var der også voldsom utilfredshed med turneringsudvalgets skrivebordsafgørelse, da klubben havde inviteret masser af sponsorer og fans indenfor til sæsonens første hjemmekamp. - Vi anerkendte, at Outlaws pludselig stod med et problem, og derfor blev vi også hurtigt enige om, at vi tog til Frederikshavn og spillede kampen under alle omstændigheder, oplyser Søren Jensen. Det, som så i stedet fik status som en opvisningskamp, resulterede i en 13-0 sejr til Outlaws FFK efter periodecifrene 2-0, 7-0 og 4-0.OM
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...