Oprykkerne fortsætter med kurs mod JM-guld

HOBRO:Andetholdet i Hobro IK har ikke tabt i 16 kampe og rykker suverænt sikkert op i serie 2. Den slags giver selvtillid, så spillende træner Mads Jensen har jysk guld som mål, når holdet på søndag eftermiddag kaster sig ud i første kredskamp. Modstanderen er Hals, og HIK begynder på hjemmebane. Træneren er fuld af ros til sit mandskab, der på trods af mange unge spillere har været yderst stærke. - Tre-fire stykker har spillet deres første år som seniorer, og de har udviklet sig forrygende. Vi har et hold, som er teknisk bedre end de fleste, og som meget gerne vil spille fodbold, siger Mads Jensen. Modstanderne har forsøgt at matche via en stærkere fysik. Det gav et par kedelige resultater i begyndelsen af sæsonen, men da Hobro først fik styr på problemet, var holdet ikke til at slå. Oprykning er altid en tilfredsstillende, men for Hobro IKs andethold har nødvendigheden af avancement været ekstrem. Springet til førsteholdet i 2. division har simpelthen været for stort i flere sæsoner. Træner Mads Jensen mener, at holdet nu udmærket kan være fødekæde til førsteholdet. - Flere spillere kan fint begå sig i divisionen, siger han. HIKs serie 3-hold sluttede den ordinære sæson med en hjemmesejr på 4-2 over Løgstrup. Henrik Jacobsen scorede to mål, Lennart Dalsgaard et, mens sidste scoring var et selvmål.