Holstebro

Oprykningsspillet glippede for Shima

1. division damer Holstebro - Shima Nørresundby 3-0 Sætcifre: 25-15, 25-10, 25-22 HOLSTEBRO: Det blev ikke til en plads i oprykningsslutspillet i denne omgang til Shima. Topholdet Holstebro var for stor en opgave for det ellers velspillende gæstende hold. Hjemmeholdet fik en drømmestart med en føring på 7-0, og det gjorde, at Shima ikke rigtig fik spillet til at køre i første og andet sæt trods ganske godt spil af hæver Laila Iversen. Det lykkedes således for Holstebro at vinde de to sæt meget sikkert med henholdsvis 25-15 og 25-10, inden gæsterne rejste sig for alvor og fik presset hjemmeholdet godt i tredje sæt. Shima var med helt til 22-22, inden det ved hjælp af blandt andet en tvivlsom dommerkendelse lykkedes for Holstebro at få de tre sidste point og dermed sikre den samlede sejr på 3-0 i den sidste kamp i grundspillet i 1. division. LKB - Skovbakken 1-3 Sætcifre: 25-20, 24-26, 25-19, 25-19 GISTRUP: LKB-damerne var meget tæt på at få sæsonens første sejr i den sidste kamp i grundspillet i 1. division lørdag eftermiddag. Således blev det til en relativ sikker sejr på 25-20 i første sæt efter en overbevisende indsats, og med en føring på 23-20 også i andet sæt lignede det noget stort. Gæsterne kom imidlertid godt igen og vandt sættet med 26-24 efter en enkelt ombold. Trods modgangen kom LKB’erne godt igen i tredje sæt og førte med blandt andet 9-6 og 12-7, inden Skovbakken stille og roligt fightede sig ind i kampen igen. Det lykkedes for gæsterne at nå op ved 13-13, og fra da af trak Århus-holdet afgørende fra og vandt med 25-19. Dermed havde Skovbakken muligheden for at sikre sig sejren efter fjerde sæt, men anført af en velspillende Louise Kjærsgaard kæmpede hjemmeholdet hårdt lige til det sidste. Gæsterne var dog foran fra start til slut i det afgørende sæt, så der er ikke meget at indvende mod 3-1 sejren til Skovbakken. 2. division herrer LKB - Svenstrup 3-2 Sætcifre: 25-22, 13-25, 26-28, 25-13, 15-10 GISTRUP: Lokalopgøret mellem de to klubber tidligt lørdag eftermiddag blev præcist så spændende og jævnbyrdigt som ventet. Hjemmeholdet kom bedst fra start med en sejr på 25-22 i et ellers meget jævnbyrdigt første sæt, men derefter fik Svenstrup styr på spillet og vandt meget sikkert med 25-13 i andet sæt. Her kneb det for alvor for hjemmeholdet med at få spillet til at køre, og det blev ikke meget bedre i tredje sæt, hvor de to hold fulgtes ad til 20-20. Herefter lykkedes det for hjemmeholdet at komme afgørende foran med 24-20, men trods sætbold lykkedes det ikke at få lukket sættet. Tværtimod nåede Svenstrup op på 24-24, og efter flere serveskift endte det med en sejr på 28-26 til gæsterne efter tre ombolde. Med en føring i sæt på 2-1 til Svenstrup måtte LKB’erne nødvendigvis vinde fjerde sæt for at komme ind i kampen igen, og det lykkedes takket være imponerende godt spil. Der blev således blokeret ganske fornuftigt ved nettet og det gjorde, at hjemmeholdet med flere lange serveserier hurtigt bragte sig foran med 8-10 point. Det lykkedes da også at vinde med sikre 25-13 og det skete blandt andet på baggrund af en flot indsats af Steffen Bertelsen på kanten. I femte og afgørende sæt kom LKB-holdet hurtigt foran igen. Og med først 6-1 og siden 13-5 lignede det en hurtig afgørelse. Svenstrup nægtede imidlertid at give sig, og der var ved at blive spænding om udfaldet, inden det lykkedes for Gistrup-spillerne at lukke og slukke med en sejr på 15-10.