Opsang oven på valget

Mange ældre generationer kan berette om strenge tider og modfaldne stunder, når det daglige brød skulle formes i sigtets sved. Sådan var det i det gamle landbosamfund, og sådan var det efter industrialiseringens gennembrud henover halvtredserne og tresserne. At lade sig nøje var vejen frem.

EMNER 15. februar 2005 21:36

Knappe ressourcer fremmede husfliden på landet og manede til nøjsomhed i husholdningen. Hårdt optjente penge på fabrikken gjorde det muligt med pæne mellemrum at forbedre livsbetingelserne i industriarbejderhjemmet. Samme økonomiske vilkår kendte andre offentligt ansatte, vi genfinder forholdene i erindringslitteraturen. Nu er det anderledes. Vi nyder i dag frugterne af den ufattelige kraftanstrengelse, som vore forfædre udøvede i kampen for det gode liv. Nutidens yngre generationer har fået serveret en så bredt funderet velfærd, som kun få procenter af verdens befolkning tør drømme om. Gratis sundhedsvæsen, gratis skolegang, offentlig social sikring, god infrastruktur, god økonomi og politiske bestræbelser på at udjævne for store sociale forskelle. Politisk har Socialdemokratiet igennem det 20. århundrede haft sin utvetydige del af æren for opkomsten af vores velfærdssamfund, men Venstre og Konservative satte også deres aftryk i vigtige beslutninger. Derfor spørger man sig selv, om historien om Danmarks velfærd ikke fortjener en vis ydmyghed. Kan man andet end respektere dette store fællesprojekt, der er lykkedes, fordi udgangspunktet var tanken om ligeværd for alle, frisind og solidaritet? Valgkampen og valget viste, at denne respekt ikke fandtes hos flertallet. Vi skulle blive vidner til en stærkt amerikaniseret valgkamp, hvor medierne flyttede fokus fra det politiske indhold til den form, det blev præsenteret i. Hvem husker ikke det farceagtige show i Horsens, hvor politikerne blev linet op som fodboldspillere i en spillergang, og introduceret for publikum af sportskommentatoren Jørn Mader. Dernæst de retorisk afgørende 30 sekunder til at fortælle, hvad den enkeltes politiske parti står for. Så er det man spørger, hvor nuancerne i de politiske budskaber finder deres plads. Hvad er det for forudsætninger, medierne giver vælgerne til at træffe deres valg? Hvorfor skal vi gøres bekendte med platte ligegyldigheder så som, hvilke ungdomskærester politikerne har haft, hvem der burde passe ens børn og hvilken frisure de har? Er dette en ideel udvikling for demokratiet, der er afhængig af konstruktiv, seriøs debat? Nu er grænsen nået. Vi må lære at protestere mod de her fuldstændig forfejlede danske medier, der tilsyneladende ikke har forstået noget som helst af målene for public service. Hvorfor skal vi sporenstrengs efterligne amerikanske medietendenser – skulle det underholdningsmorads derovre forestille noget forbilledligt? Hvad skal sagligheden koste? Det mest iøjnefaldende eksempel på denne udemokratiske tilsløring af forholdet mellem politisk substans og irrelevant personfiksering er Mogens Lykketoft. Man kan ikke betvivle mandens faglige kompetence. Vi kan blandt andre takke ham for, at landets økonomi op gennem halvfemserne vandt stor modstandskraft. Dermed ikke være sagt, at kritikken af Socialdemokratiets afgåede formand i nogle forhold ikke er begrundet. Måske har han ikke kunnet samle partiet i tilstrækkelig grad. Men det skal ikke tjene vælgerne til nogen undskyldning overhovedet. Mange gamle socialdemokrater bør sidde med en dårlig smag i munden i dag. Man undrer sig over de ældre, der har stemt på Dansk Folkeparti. Rækker livserfaringen ikke videre end fordomme mod indvandrere, I aldrig har gjort noget for at forstå? Hvem andre end jer skulle lære os om tolerence, I som har historiens vidnesbyrd inde på livet, og dog forfalder I til selvsamme dømmesyge, som trediverne minder os om. Hvor er jeres selverkendelse? Og til de faglærte og ufaglærte arbejdere, der satte krydset samme sted, må man tilmed spørge: Hvorfor forrådte du de gamle værdier, der byggede vores land op? Hvorfor blev du solidarisk med dig selv og valgte snæver interesse for din egen tegnebog? Velfærd for alle koster penge. Skattelettelser og nedskæringer hænger ikke sammen med kvalitet i de offentlige institutioner, i uddannelsessystemet, i sundhedssektoren, som vi alle har interesse i at sikre. Har du tag over hovedet og får du dit daglige brød, så forlang ikke stort mere? Fællesskabet skal også leve, og der findes andre mennesker end dig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...