EMNER

Opsang til kommunen fra TopEvent

HJØRRING:Nu må Hjørring Kommune til at tage sig sammen og tage kulturen alvorligt. Sådan lyder det fra direktør Henrik Røde Jensen, TopEvent.dk fra Frederikshavn. Han er manden, der stod bag at få den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton til Frederikshavn alt i mens han i flere år har sørget for en lang række kulturtilbud til frederikshavnerne. Henrik Røde Jensen mener ikke, kommunen skal overveje at sælge Vendelbohus. I stedet skal kommunen tage sin opgave som kommune alvorligt. - Det nytter ikke, at Hjørring bliver ved at nedprioritere kulturen. I stedet for at sælge skal politikerne gøre såvel Vendelbohus som Sysseltinget kampklar til det årtusinde, vi lever i og ikke bare lade stå til, siger Henrik Røde Jensen. Han har planer om at arrangere flere kulturbegivenheder i Hjørring og mødes om kort tid med samarbejdspartnere i Hjørring. I sommer var det TopEvent og HI, der stod bag udendørskoncerten med Lars Lilholt.