EMNER

Opskrift på hvordan ildsjæle får succes

Projektudvikler, coach og forfatter fortæller på det første møde i Jammerbugt Arrangementer, hvordan idéer bliver til virkelighed

Martabolette Stecher vil torsdag 30. oktober i Skovsgård Multicenter fortælle, hvordan det er muligt at få sine tanker og idéer omsat til virkelighed, så man får udbytte og succes som ildsjæl.

Martabolette Stecher vil torsdag 30. oktober i Skovsgård Multicenter fortælle, hvordan det er muligt at få sine tanker og idéer omsat til virkelighed, så man får udbytte og succes som ildsjæl.

SKOVSGÅRD:Bare gør det! Sådan kommer det til at lyde på det første møde i Jammerbugt Arrangementer - det nye mødeforum for turistildsjæle og andre turistinteresserede - når projektudvikler, pilgrimsvandrer, coach, forfatter og foredragsholder Martabolette Stecher går på scenen for at skabe nye indfaldsvinkler til de fremmødte. Det første møde i Jammerbugt Arrangementer finder sted torsdag 30. oktober i Skovsgåd Multicenter. Med udgangspunkt i sin bog "Bare gør det!" vil Martabolette Stecher fortælle, hvordan det er muligt at få sine tanker og idéer omsat til virkelighed, så man får udbytte og succes som ildsjæl. - Alle mennesker brænder for noget, siger foredragsholderen. Det handler om at antænde det glødende kul indeni – og frigøre energi til at gå efter det, du brænder for. Ønsker du at tænde din flamme og sætte en proces i gang, der frigør energi til, at du kan handle i overensstemmelse med det, du brænder for? Fokus i bogen ”Bare gør det!” har udgangspunkt i de metoder, Martabolette Stecher anvender i sit arbejde bl.a. som coach. Konceptet fører igennem seks trin, som guider deltagerne frem til at blive afklaret omkring personlige ressourcer, ønsker og drømme: Hvem er du? Hvad kan du? Hvad vil du? Vil du det? Hvordan gør du det? Hvad får du ud af det? Bag sig har Martabolette Stecher en lang række forskellige projekter, bl.a.: Kunststævnet Pro-Art i Randers, hvor 90 kunststuderende fra de tre kunstakademier i Danmark blev inviteret til en kunstcamp i Randers i en uge i 2005 for at udøve samtidskunst i byrum, butikker og virksomheder. Det blev et kæmpemæssigt fyrværkeri af kunst, der så borgere og besøgende i øjnene og gav anledning til eftertænksomhed og refleksion om den verden, vi lever i. Se mere på www.pro-art.dk. Designprojektet DesignMatch der blev gennemført i Midtjylland i 2007 og involverede designstuderende fra Aalborg Universitet, Arkitektskolen i Århus og Den Skandinaviske Designhøjskole. 120 studerende arbejdede med at skabe innovation for 24 virksomheder i Midtjylland, bl.a. Randers Regnskov, Innovation, Regionshospitalet Randers og SCA Packaging. Og det kom der rigtig mange gode bud på fremtidens produkter og ydelser ud af. Se mere på www.designmatch.dk. Martabolette Stecher har også arbejdet som coach for en lang række iværksættere og ildsjæle, der i den grad har formået at komme ud over rampen med deres idéer. F.eks. har musiker og sanger Morten Kjær netop udgivet sin første solo-cd ”Fra en ny altan” i maj 2008, ligesom tekstildesigner Line Kramhøft netop har offentliggjort sit betonprojekt, hvor hun har udviklet prøver, der viser, at beton er smuk. Resultaterne viser konkrete betonoverflader, der mere minder om kunst og design end om det hårde materiale beton. For flere år siden var Martabolette også tilknyttet Fjerritslev Gymnasium, hvor hun var med til at fokusere på, hvad der skulle til for, at gymnasiet kunne tiltrække flere elever. Det resulterede bl.a. i en undersøgelse, der gik tæt på de unges valg af ungdomsuddannelse – og allerede samme år havde gymnasiet oplevet en væsentlig stigning i antallet af elever. Derudover har hun været med i etableringen af Ranum Efterskole – der også er en rigtig succeshistorie om, hvor langt en gruppe ildsjæle kan nå. Det er Jammerbugt Turistbureau/Brovst, der står for koordinationen af det første møde 30. oktober i det nye idéforum Jammerbugt Arrangementer.