Uddannelse

Opskrift på integration

Sprogkursus med erhvervspraktik skaffer flygtninge i job

DRONNINGLUND:I Dronninglund har man blandet den obligatoriske danskundervisning for flygtninge med erhvervspraktik i lokale virksomheder. Det er en cocktail, der får flygtninge ud på arbejdsmarkedet. AOF Dronninglund Daghøjskole står for danskundervisning og praktikpladser til flygtningene. I de fire år, ordningen har eksisteret, har skolen haft 200 kursister, og leder af AOF i Dronninglund, Peter Bruhns, vurderer, at 50 af dem er i arbejde nu. Ifølge Peter Bruhns er daghøjskolens opskrift på succes at få flygtningene ud og snuse til det danske arbejdsmarked så hurtigt som muligt. Peter Bruhns mener, at praktikken gør flygtningene til bedre studerende på danskkurserne. - Mange vil gerne arbejde, og når de kan få lov til det, så har de også mere lyst til at gå i skole, siger han. AOF samarbejder med cirka 90 virksomheder i Østvendsyssel og de møder stor velvilje fra virksomhederne. - De er flinke til at tage nogen, der ikke snakker godt dansk, siger Peter Bruhns. Glade for samarbejdet Virksomhederne er også glade for samarbejdet. Aldi i Dronninglund har haft to praktikanter. - Det er en fin ordning. Det er god og omhyggelig arbejdskraft, men der er da nogle sprogbarrierer, som man skal over, siger filialleder i Aldi, Vagn Graversen. Malermester Kjær Christensen har også haft flere praktikanter. Han er begejstret for ordningen. - Jeg har en praktikant nu, og i sidste uge kom han hen og trykkede min hånd med tårer i øjnene. Han var bare så glad for, at han ikke bare skulle feje gulv, men at han fik lov til at male. Det er i virkeligheden ret fantastisk, fortæller Kjær Christensen. Peter Bruhns fortæller, at AOF helt klart kan mærke opsvinget i samfundet. Det er blevet lettere at få flygtningene i job. Især de højtuddannede og håndværkerne. - Det er de færreste, der gennemfører vores treårsprogrammer. De fleste kommer i arbejde inden da, siger Peter Bruhns. Peter Bruhns håber, at AOF kan få lov til at udvide deres integrationsprogram efter kommunesammenlægningen, så det også dækker Brønderslev. De to kommuner samarbejder allerede om sprogundervisningen.