Opskrift på krisehjælp til børn

Ny plan skal hjælpe pædagoger til at håndtere de situationer, der opstår, når et af institutionens børn bliver ramt af sorg

ARDEN:Det sker kun sjældent, men det sker desværre. Et af børnehavens børn mister sin far, forældrene bliver skilt eller Peter på fem år får konstateret en uhelbredelig sygdom. Og hvordan skal børnehavens pædagoger tackle den situation, så Peter ikke kommer til at gå alene med sin sorg? Det er det spørgsmål, som den nye "Omsorgs- og handleplan for børn i alderen 0 til 6 år" forsøger at besvare. - Børn har jo behov for den ekstra omsorg og tryghed, som vi kan give dem. Især i sådanne nogle situationer, fortæller Lilian Bork, leder af børnehaven Myretuen i Arden. Hun er en af folkene bag den nye vejledning, som Arden Byråd godkendte 11. august 2003. Den skal hjælpe de ansatte på kommunens institutioner med at håndtere de situationer, der opstår, når et barn for eksempel mister en forælder eller selv bliver alvorligt syg. Det kan være svært at holde styr på det hele. - Den skal fungere som et arbejdsredskab, der gør, at du har overskud til at yde en omsorg og samtidig bevare overblikket til gavn for barnet, fortæller børnehavelederen. Og netop "overskud" og "overblik" er nøgleord for ledere og pædagoger, når ulykken indtræffer og rammer én af institutionens drenge eller piger. - Når du står i situationen, er det tit følelser, der kommer til at styre dig. Og så mister du overblikket, mener Lilian Bork. Det er det, som den nye vejledning på seks sider skal forhindre. Med den nye mappe kan institutionens personale slå op og se, hvad de skal gøre, og hvad de ikke må glemme. For det er ikke så lige til at huske det hele i situationen, og det er derfor, at der i planen står noget så banalt som "der skal flages på halv" og husk at "sende en blomst til de efterladte". Det er små ting, men det betyder alt sammen noget, som Lilian Bork forklarer. Sammen med sin kollega Hanne Marco, der leder Astrup Børnehave, udgør hun hovedkræfterne bag den nye plan. De to gik videre med idéen fra en arbejdsgruppe, hvor der også sad repræsentanter fra andre børnehaver. De blev blandt andet inspireret af skolerne i Aalborg, der, ligesom mange andre skoler landet over, har etableret et lignende system med gode erfaringer. Og hvorfor så ikke gøre det samme for børnene i børnehaverne? - Deres liv i børnehaven fylder meget. Det er deres hverdag, og derfor skal vi være klar til at hjælpe, fastslår Lilian Bork. I løbet af den næste måned kommer der til at ligge eksemplarer hos kommunens børnehaver og dagplejere, og selv om de i første omgang er beregnet til pædagogerne, er forældrene også velkomne til at tage et eksemplar med hjem.