EMNER

Opskriften på bingomani

Prinsessepink omgivelser, hyggechat og massiv markedsføring trækker kvinder til onlinebingo. Men kan man blive afhængig af bingo?

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med navne som ”Bella” og ”Viola” og en farvepalet, der går fra lyserød til lilla, henvender bingosiderne sig målrettet til kvinder. Markedsføringen har ramt plet: Bingo på nettet er hovedsagelig et kvindespil.

I Maria Bingo-reklamerne vrikker smilende kvinder i alle aldre og typer til lyden af et gammelt Blondie-hit om den fantastiske Maria, som man bare bliver nødt til at se. Til sidst kommer sloganet: "Spil, chat og vær sammen på Maria Bingo.com". Reklamen har kørt flittigt på blandt andet TV3 og Kanal 4 og har ramt målgruppen lige i solar plexus. Bingo appellerer nemlig til kvinder i højere grad, end for eksempel poker gør, og det har de mange spiludbydere på internettet forstået at udnytte ved at skræddersy deres markedsføring og design. Derfor er det virtuelle bingounivers en Disney-drøm af et pastelfarvet pigeværelse, hvor der bliver lagt stor vægt på chat, konkurrencer og socialt samvær. Og det virker: På spilleportalen Betssons bingoside har de mærket populariteten ved et konstant stigende antal spillere, hvoraf 90 procent er af hunkøn. Det sociale aspekt ved bingo er ifølge marketingkoordinator hos Danske Spil Bo Flindt Jørgensen netop det, der tiltrækker kvinderne: - Det handler om temperament, og hvor mændene søger den hurtige spænding, så appellerer bingo til kvinder, fordi det er et hyggeligt og socialt spil, der ikke kræver de store forudsætninger. Kvinder mest engagerede Danske Spil henvender sig som en af de eneste bingoudbydere til begge køn, og derfor er der cirka lige så mange mænd som kvinder på siden. Men der er ingen tvivl om, at det er kvinderne, der engagerer sig mest i spillet: - Det er kvinderne, som bruger mest tid og flest penge på vores bingoside, og det er dem, der deltager i quizzer og konkurrencer, siger Bo Flindt Jørgensen. Den betragtning er man enig i hos Center for Ludomani. Kvinder og mænd gambler nemlig på to vidt forskellige måder: - Mænd har en aggressiv tilgang til det at spille og bruger mange penge på kort tid, hvorimod kvinder foretrækker at have lavere indsatser og så derfor kunne spille i længere tid, siger Michael Jørsel, som er leder af centeret. Bingosidernes fokus på samvær kopierer de klassiske bankohaller, hvor en stor del af spillet altid har været snak og hygge med de andre. Præmierne kom i anden række, dengang gevinsterne var lutter halve grise, frosne ænder, Gammel Dansk og gryder af tvivlsom kvalitet. Derfor er banko og bingo ofte blevet betragtet som hyggeligt tidsfordriv snarere end hasardspil. Men på bingosiderne er det nu muligt at vinde pengepræmier på mange tusinde kroner, og det kan have en altafgørende betydning for spillets evne til at skabe afhængighed. Da onlinebingo især er et hit blandt kvinder, ligger de nu som noget helt nyt i risikogruppen for at få et usundt forhold til spillet. Lederen af Center for Ludomani, Michael Jørsel, får endnu for få henvendelser om bingobesættelse til at kunne se et mønster, men han påpeger, at et spil som onlinebingo opfylder alle kriterier for at kunne skabe en afhængighed, der i yderste konsekvens kan ende med ludomani. - Pengene kombineret med det altid tilgængelige internet og den målrettede markedsføring forhøjer risikoen for, at spilleglæden kan blive problematisk, siger han og tilføjer, at de på Center for Ludomani har mærket internettets massive indtog: I 2002 sagde 2,1 procent af centerets nye klienter, at de udelukkende spillede på nettet. I 2009 var tallet 42,5 procent. En farlig cocktail Mænd dominerer, både når det kommer til at spille på nettet og til at udvikle ludomani. Man anslår, at under en femtedel af ludomaner er kvinder, men når det kommer til onlinespil, så er det sandsynligt, at kvinder fylder mere i statistikken. Det viser en ny undersøgelse fra University of Greenwich, der konkluderer, at kvinder på nettet kan blive de nye spillenarkomaner. Kvinder er nemlig ved at hale ind på mændenes rekorder, og det gælder også kvinder, der aldrig tidligere har sat deres ben i et kasino eller hevet i den enarmede tyveknægt nede på grillbaren. Internettet tilbyder nemlig en spilleform, der er særligt tiltalende for kvinder. På internettet er man anonym, og det gør, at man føler, det er sikkert, uforpligtende og socialt acceptabelt at gamble. Men netop fordi det foregår i privaten, er de spilafhængige kvinder svære at finde, hvis de ikke selv beder om hjælp. Selvom Michael Jørsel endnu ikke har tallene, der understøtter det, så er han enig med undersøgelsen i, at vi i fremtiden vil se et stigende antal kvinder, der kæmper med en afhængighed af internetspil, men holder det i det skjulte. Arkæolog efter ansvarlighed I januar 2011 træder den nye spillelov i kraft, og det betyder, at Danske Spil får monopol på onlinebingo. I den forbindelse forventer marketingkoordinator Bo Flindt Jørgensen en betydelig stigning i antallet af bingospillere, og det stiller krav til portalens håndtering af risikoen for ludomani: - Vi vil værne om det hyggelige ved bingo. Derfor er der grænser for, hvor mange penge man kan spille for om dagen, og så holder vi prisen per spil nede, siger Bo Flindt Jørgensen og tilføjer, at Danske Spil gør meget ud af at udvikle spil på en socialt ansvarlig måde, for eksempel ved at sørge for at dele gevinsterne ud over flere deltagere. Men spillesidernes ansvarlighed lader meget tilbage at ønske, mener Michael Jørsel fra Center for Ludomani. - Det kunne blive meget bedre, især på de udenlandske sider, men også på Danske Spil. Portalerne skal være bedre til at fortælle om risikoen for ludomani og spilafhængighed- men det er sjældent nemt at finde information om det på siderne. Der skal man nærmest være arkæolog for at opstøve et telefonnummer eller en e-mail på et sted, man kan få hjælp. Michael Jørsel foreslår blandt andet, at der skal komme et pop-up-vindue frem, når folk har spillet et vist stykke tid. Det skal fungere som et stop-op-signal, der informerer om gevinst og tab og får spilleren til aktivt at tage stilling til, om han eller hun vil spille videre. - Et af de store problemer ved internettet er, at intet føles ægte: Timer føles som minutter, og de tabte kroner virker som ubetydelige tal.