Opsparingskløft mellem landsdele bør udlignes

KØBENHAVN:Forskellen på jyders og københavneres lyst og evne til at spare op til pensionen bør udjævnes ved at indføre obligatorisk pensionsopsparing. Det siger medlem af Velfærdskommissionen og professor ved Syddansk Universitet i Odense, Jørn Henrik Petersen, på baggrund af en analyse fra ATP, der viser, at jyder sparer langt mere op til pensionen end københavnere. Dels kan jyderne populært sagt komme til at hænge på regningen til københavnerne, og dels kan der opstå et københavnsk pensionsproletariat. - Hvis jeg var Ritt Bjerregaard (overborgmester (S) i København, red.), så ville jeg håbe på, at den obligatoriske opsparing bliver indført, siger han til ATP's nyhedsbrev Faktum. Forslaget om tvungen opsparing blev fremlagt, allerede da Velfærdskommissionen i begyndelsen af december sidste år fremlagde sin rapport. Kommissionen anbefalede der en obligatorisk opsparing på seks procent for alle, der ikke allerede er omfattet af en pensionsordning. Jyder sparer mest op Jørn Henrik Petersen mener, at det er et stort samfundsproblem, at der er så betydelig en gruppe i befolkningen, der ikke indbetaler til pension. - Den del af befolkningen, der ikke selv sparer op til pension, vil ende som et pensionistproletariat, siger han. Analysen fra ATP viser den geografiske opdeling af den betydelige gruppe på cirka 240.000 erhvervsaktive danskere i aldersgruppen 30-65 år, der ikke sparer op til pensionen ud over ATP. Det svarer samlet til 12 procent af de erhvervsaktive danskere, som ikke sparer op yderligere op end den beskedne ATP-opsparing. Jo tættere man kommer hovedstaden, desto færre erhvervsaktive indbetaler til pension, viser ATP's tal. I Københavns Kommune indbetalte knap hver femte beskæftigede (19,3 procent) ikke til pension i 2003. I store dele af Jylland er det modsat sådan, at langt de fleste erhvervsaktive sparer op til pensionen. Eksempelvis var der kun 8,4 procent af de beskæftigede i Esbjerg, der ikke sparede op i 2003. Nordborg på Als er klassens duks med 6,4 procent erhvervsaktive, der ikke indbetaler til pension. Regning ender i vest Men jyderne kan ende med regningen for de københavnske gratister, påpeger Jørn Henrik Petersen. - De er jo gratister og vil belaste skatteyderne. De, der sparer op og derved mister deres pensionstillæg, kommer til at betale for dem, der skal have tillægget. Sat på spidsen kan man derfor sige, at jyderne kommer til at hænge på regningen for pensionen til en stor gruppe københavnere, siger han til Faktum. ATP har ikke nogen forklaring på, hvorfor tallene er, som de er. - Det er overraskende, vi havde ikke forudset det her. Vores bedste gæt er, at det skyldes erhvervsstrukturen, måske er der større overenskomstdækning i Jylland, mens der er flere løstansatte i København. Og så kan man ikke udelukke, at jyderne generelt har mere fokus på pension. Der er sikkert flere forklaringer, siger analysechef i ATP, Ole Beier. /ritzau/