EMNER

Opsvingetskaldrejes

12
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Så begynder udhulingen - der findes et udvalg af fancy drejejern til formålet, men man klarer sig udmærket med det enkleste af dem alle: Røret.

Økonomien høvler derudad, danskerne bliver rigere og rigere for hver dag, vi vælter os i penge - nå, “vi” er måske så meget sagt, men jeg har da læst i avisen, at alle I andre ... altså på nær pensionisterne, indvandrerne, de sindslidende, de skæve eksistenser og dem, som bare ikke er kvikke nok til at passe ind i glansbilledet. Og så mig. Nå, men en dag faldt det mig altså ind, at jeg trods alt hellere måtte fejre opsvinget før det bliver fejet ind under gulvtæppet igen - man skulle jo nødigt stå tilbage som den eneste idiot, som ikke fik noget ud af forbrugsfesten! Derfor er jeg i dag den lykkelige ejer af en urimeligt lækker drejebænk til træ - en kort Woodfast af støbejern og med stor pinolhøjde, så man kan dreje store skåle og den slags. Prisen taler vi ikke om - du kan finde den på Linå’s hjemmeside www.linaa.dk - men jeg tør godt sige, at jeg har flottet mig i usædvanlig grad, og det til trods for, at der er tale om en skrabet model uden hjul, uden elektronik og med for lille motor. Til gengæld er den i fin vestlig tilvirkning - vist nok fra New Zeeland - motorhuset kan vendes, så man kan dreje helt store diametre, og alting fungerer i det hele taget aldeles lydefrit. Woodfast’en vejer omkring 100 kilo, og det er lidt rigeligt at tumle rundt med - det skulle jo nødigt komme mærker i mit fine trægulv. Man kan selvfølgelig placere drejebænken langs en væg eller i et hjørne, hvis man har god plads - det har jeg ikke, og iøvrigt kan jeg bedst lide, at drejebænken står helt frit. Gerne midt i rummet med masser af luft omkring, og derfor startede jeg med at sætte hjul under dyret. Løsningen blev to sækkevognshjul i den tunge ende og et par solide drejehjul i den lette ende. De store hjul fås med bøsninger af nylon - jeg drejede dem en smule op, så de passer på en aksel af 1/2” vandrør, som jeg pudsede glat med smergellærred. Og så klistrede jeg hele herligheden fast på understellet med CO2 - vel nok ikke en løsning, som vil give mig guldmedaljen som årets finmekaniker, men det virker. Drejehjulene har jeg monteret på et stykke firkantstål, som stritter godt ud til hver side - det ekstra skræv giver bedre stabilitet. Men gynger hele foretagende ikke - drejebænken har jo højt tyngdepunkt og det bliver vel ikke bedre af, at den står på gummihjul? Når man drejer en stor og skæv klods, kan bænken ganske rigtigt finde på at hoppe og danse, men deter ingen løsning at bolte den fast - så river klodsen sig bare løs af patronen. Istedet skal man skære klodsen til, så den kommer bedre i balance, og så iøvrigt finde de rette omdrejninger, som giver færrest vibrationer. Netop derfor hjemsøgte jeg min yndlingselektriker, Henrik. Han er et elektromekanisk geni, som desuden har den svaghed, at han ikke kan gå forbi en container eller skrotkasse uden at tjekke, om den skulle indeholde ét eller andet elektrisk eller finmekanisk, som rettelig burde ligge på hans lager. Det bugner simpelthen af motorer, gear, relæer, kontakter og alskens elektroniske godter, som med lidt god vilje kan bygges sammen til snart sagt hvad som helst - eneste betingelse er, at det skal være noget med automatik og blinkende lamper. Nå, men den gode Henrik var kommet for skade at fortælle mig, at han så sandelig da havde et større udvalg af frekvensomformere - det er sådan en elektronisk kasse, som normalt koster som en knallert hos T Hansen, men til gengæld er en del smartere: Man hælder almindeligt strøm på i den ene ende, og hvis man kobler en motor til i den anden, kan man med en drejeknap bestemme, hvor hurtigt motoren skal køre - den kan snurre endog meget stærkt, eller den kan køre med blot en enkelt omdrejning i sekundet, og den kan endda køre baglæns, hvis man har lyst til det. Sådan en frekvensomformer er simpelthen genial - med et enkelt lille vrid på knappen kan man få drejebænken til at køre med de til enhver tid rigtige omdrejninger. Jeg har kun lige prøvet omformeren af “i løs vægt”, og det virker over al forventning. Nu skal den bygges ind i et skab under maskinen - med nødstop, autoriserede knapper og alt til faget hørende. Herunder en bedre motor. Woodfast’en leveres nemlig med en 0,75 Kw motor - cirka 1 hk, og det er for lidt, hvis man vil dreje store emner. Desuden hyler den, når den kobles til omformeren - ifølge Henrik fordi det er “noget billigt kineserlort”. Man skal op på et par heste, og så skal det være en industrimotor, så den kan køre lydløst. Vi arbejder på sagen. Men min spritnye drejebænk skulle altså indvies - helst med maner, så ville lave en lille vask. Ja, en vask af træ! Men hvilket træ? Jo, ude i skuret har jeg en håndfuld planker med historie - deer af douglas fra skovene omkring Silkeborgsøerne og er rester fra udskæringen af nogle enorme bjælker til et kriketårn -de skulle være aldeles fejlfrie, for intet er for godt til Herren, og derfor var der en vældigt spild. Vel omkring 20 kubikmetr, og som enhver ved har menighedsrådet måsen fuld af penge, så jeg kunne bare tage, hvad jeg ville - af disse i velsignede rester fra de helliges bord. Jeg skar det hele op i planker, som jeg igen savede op til klodser, som blev et smukt gulv. Af resterne fra disse rester lavede jeg så en trappe - og det er så resterne herfra, jeg nu nu har forvandlet til en vask. Jeg limede de 4 cm tykke planker sammen til 40 cm brede plader - dem savede jeg ud i 40 cm længder og limede sammen til én stor klods. (Hvid snedkerlim fra Dana, som ved tilsætning af en særlig hærder bliver vandfast.) Og så skar jeg klodsen groft til med kædesav og skruede den fast på en drejeskive - resten kan du se på billederne. Det var ren fornøjelse. Jeg er ikke nogen ørn til at dreje, men jeg bliver glad i låget, hver gang jeg kaster mig ud i det - og på forunderlig vis lykkes det næsten hver gang at få noget ganske brugbart ud af de fornøjelige anstrengelser. Fra diverse bøger og folk, jeg har snakket med, ved jeg, at man skal planlægge sit projekt grundigt - men sådan gør jeg altså ikke. Tvært imod går jeg bare igang og lader ligesom bare tingene ske - så vokser der de utroligste og nogle gange rigtig smukke faconer ud af klodsen - ens hoved! Det er som om de helt rette kurver viser sig helt af sig selv - de vil bare være sådan, fordi alt andet ville være forkert. Ikke for at sige noget, men jeg synes altså, at min vask er skide flot ... Ps: Hvis du aldrig har drejet før, men har lyst til at prøve, så køb dig en billig kineserbænk af støbejern, en lærebog og et sæt drejejern (omkring 3.000 kroner) - og gå så bare igang. Der ligger hunderedevis af gode, udfordrende og fornøjelige timer forude - og når du har fået noget rutine, kan du gå på jagt efter det grej, som er helt rigtigt for dig.