Optikere fortier risiko ved linser

Svaret er i langt de fleste tilfælde nej, når man spørger optikere, om der er særlige problemer forbundet med at bruge kontaktlinser døgnet rundt, de såkaldte døgnlinser.

23-årige Louise Grønlund var tæt på at miste synet på grund af døgnlinser. Optikeren nævnte intet om risikoen ved at bære linser konstant. Foto Thomas Gaardsmand

23-årige Louise Grønlund var tæt på at miste synet på grund af døgnlinser. Optikeren nævnte intet om risikoen ved at bære linser konstant. Foto Thomas Gaardsmand

En række øjenlæger herhjemme mener imidlertid, at døgnlinser er problematiske, og at kunderne har krav på at få ren besked om det. - Døgnlinser øger risikoen for infektioner og eksempelvis hornhindebetændelse, siger overlæge dr. med. Carsten Edmund, Rigshospitalet. I Danmark regner man med, at to-tre øjne går tabt hvert år. Carsten Edmund mener, at der påhviler optikerne en særlig forpligtelse, når de rådgiver kunderne. - De bør sige, at døgnlinser giver en øget risiko for infektioner, og så må folk gøre op med sig selv, om de synes, at årsagen til ønsket om døgnlinser opvejer den øgede risiko, siger Carsten Edmund. NORDJYSKEMedier har lavet en rundspørge, som viser, at kun i ét ud af syv tilfælde gør optikeren opmærksom på, at nogle øjenlæger fraråder brug af døgnlinser. Formanden for Danmarks Optikerforening Per Michael Larsen afviser dog, at man kan udlede noget af rundspørgen, som er foregået telefonisk. Han er sikker på, at optikerne lever op til rådgiveransvaret. - Det kommer, når folk sidder nede til kontrollen eller linsetilpasningen i butikken og sidder sammen med linseoptikeren, som jo er autoriseret til det her, siger Per Michael Larsen. Blandt landets optikere er der vild uenighed om døgnlinserne. Eksempelvis fraråder Thiele-kæden direkte deres kunder at bruge døgnlinser. Per Michael Larsen mener dog ikke, at der er et problem for branchen, at kunder får vidt forskellige svar alt efter, hvem de spørger til råds. - Så længe man overholder de regler, der er, kan jeg ikke se, at der er nogen som helst problemer i det, siger Per Michael Larsen. 23-årige Louise Grønlund fra Aalborg mener til gengæld, at det er stærkt problematisk. Hun ville ønske, at hun havde fået ren besked, da hun gik over til døgnlinser. Efter et halvt års tid begyndte problemerne, men selv da slog optikeren ikke alarm.