EMNER

Optimisme erstatter trykket stemning

I går fik mange ansatte i den nye kommune svar på, hvor de skulle arbejde

- Nu ved vi i det mindste, hvor vi er blevet placeret. Der har været en trykket stemning i lang tid, men nu er folk mere optimistiske, fortæller Jane Hansen, ansat i Løkken-Vrå Kommune. Foto: Eva Seider.

- Nu ved vi i det mindste, hvor vi er blevet placeret. Der har været en trykket stemning i lang tid, men nu er folk mere optimistiske, fortæller Jane Hansen, ansat i Løkken-Vrå Kommune. Foto: Eva Seider.

VRÅ:De var ikke helt sikre på, om de skulle lægge champagne eller gravøl på køl. I stedet serverede de ansatte i Økonomi-forvaltningen på Vrå Rådhus i går pålægskagemand for sig selv. Mandag var nemlig dagen, hvor mange ansatte i Ny Hjørring Kommune fik svar på, hvor de skal arbejde i den nye kommune. Medarbejderne har på forhånd udfyldt ”ønskesedler”, og langt de fleste fik deres ønske opfyldt. Derfor var dagen præget af glæde blandt de ansatte - også hos Tove Hjermitslev, som fik sit ønske opfyldt om at rykke til Sindal. - Stemningen var god. Jeg var bange for, at vi ikke ville få det, vi ville have, så jeg troede, vi skulle have gravøl. Men det var en glad kagemand, fortæller Tove Hjermitslev. Hun bor i Brønderslev, men havde indstillet sig på at få længere vej til arbejde. Kontorassistent Jane Hansen syntes også, at det var en god dag på rådhuset. - Nu ved vi i det mindste, hvor vi er blevet placeret. Der har været en trykket stemning i lang tid, men nu er folk mere optimistiske, fortæller Jane Hansen. Hun er selv glad for at skulle arbejde med borgerservice på Hjørring Rådhus. En anden af de ansatte, Kirsten Rosenkilde, har 39 års erfaring fra økonomi-kontoret, men til næste år skal hun som ønsket arbejde med borgerservice i Vrå. - Jeg vil gerne prøve noget nyt, fortæller hun. Dagen havde dog også en trist side. - Får man sine ønsker opfyldt, er man glad, men vi kommer også til at sige farvel til mange gode kolleger, konstaterer Kirsten Rosenkilde.