Socialforsorg

Optimisme hos enlig kandidat

Anders Christensen appellerer til borgere på overførselsindkomst

AALBORG:Partierne i det nuværende byråd har ikke været deres opgave voksen, når det gælder forholdene for især folk på kontanthjælp. Derfor er der behov for en person, der vil tale kontanthjælpsmodtageres sag, mener Anders Christensen, der er eneste kandidat for Stop Misbruget. Anders Christensen peger på, at kommunen for næsten enhver pris vil undgå at give folk førtidspension. Derfor bevares syge personer på kontanthjælp og får eksempelvis et fleksjob, som de heller ikke kan klare. - De mennesker har været gennem ild og vand og har været i revalidering og arbejdsprøvning. Men kommunen vil ikke give førtidspension. Det er forrykt, siger Anders Christensen, der har set mange eksempler på, at kommunen påstår, at en kontanthjælpsmodtager har en vis arbejdsevne, selv om læger har påvist det modsatte. Anders Christensen er sikker på, at kommunen bare er ude på at spare penge. Konsekvensen for kontanthjælpsmodtagerne er tit, at de har en meget dårlig økonomi og må vælge deres medicin fra, og så får de det endnu dårligere. Han erkender, at det bliver svært at blive valgt. - Men jeg tror på det. Jeg skal ud og snakke med folk på overførselsindkomst og tale for min sag, siger kandidaten, der vil støtte den side af byrådssalen, der vil give ham størst indflydelse. - Det er lige meget, om det er Henning G. Jensen (S) eller Mariann Nørgaard (V), der bliver borgmester. Men jeg vil da sige, at Socialdemokraterne har gjort det utroligt dårligt for de personer, jeg vil arbejde for.