Optimisme i boldhallen op til sæsonstart

Både herrer og damer oplever stor tilgang af spillere inden sæsonstart i Aabybro Håndboldklub

Med tilgangen af de fire spillere er truppen blevet grundigt forstærket.Privatfoto
Håndbold 11. september 2013 06:52

AABYBRO: Den kommende sæson ser ud til at blive rigtigt spændende for Aabybro HKs bedste håndboldherrehold.

Efter sidste sæson opsatte Aabybro Håndbolds Seniorudvalg en tredelt målsætning, og allerede inden sæsonen er begyndt, er de tre delmål opfyldt.

Det ene delmål gik på at få tilknyttet endnu en målmand til klubbens førstehold. Det lykkedes, idet den rutinerede Martin Bossen er kommet til klubben fra Vestbjerg. Ny venstrefløj er Christoffer Sølvberg Mikkelsen.

Desuden er holdet blevet forstærket med centerspilleren David Grandahl, der går på Trænerskolen i Aalborg. Han har en fortid i Roskilde, men er kommet til AaHK, da han skal træne klubbens talentfulde U-14 piger.

Hjælper på holdet

Herudover har han indvilget i at give en hånd med på herreholdet, og træningen med dette har vist, at han kan blive en slagkraftig forstærkning af klubbens førstehold i Serie 1. Endeligt er Kasper Larsen vendt tilbage efter en sæson i Brovst.

- Med de fire forstærkninger går vi en meget spændende sæson i møde, fortæller Torsten Brix fra Aabybro Håndboldklubs Seniorudvalg og fortsætter.

- Selvom vi har mange skader i øjeblikket, har der i opstarten været 15 mand til træning hver gang.

AaHK’s førstehold træner sammen med klubbens U-18 hold, hvoraf flere af spillerne har så højt et niveau, at de allerede til den kommende sæson vil kunne gøre sig gældende på seniorplan.

- En af årsagerne til, at jeg gik ind i dette herre-projekt i Aabybro, var, at jeg så store fremtidsperspektiver i det. Det har vist sig at holde stik, og jeg tror, at de næste år bliver med stor sportslig fremgang for AaHK’s herreafdeling, siger træner Jan Wiuff.

Vendt udvikling

På damesiden oplever AaHK stor tilgang for tiden, men det er også gældende i herresenior-afdelingen. Truppen fra sidste sæson er næsten intakt, og med tilgangen af de fire spillere er den voldsomt forstærket.

- Efter en nedgangsperiode på herresiden er det virkelig godt at opleve, hvordan udviklingen har vendt sig. Det førstehold, som kommer til at spille i den kommende sæson for AaHK, vil kunne spille sammen i mange år, og det glæder mig meget, siger formand Bjarne Christiansen. Frey

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...