Optimisme i SF

Thomas Krog tilbage i SF-bestyrelse

De valgte til bestyrelsen. Fra venstre Jan Løvenholt, Thomas Krog, Gitte Rye Larsen og Henning Jørgensen. Privatfoto
Brønderslev 27. marts 2018 08:59 - Opdateret 27. marts 2018 14:26

BRØNDERSLEV: - Selvfølgelig er det med stor ærgrelse, vi måtte forlade byrådet efter valget. Det er ufortjent, men nu forholder vi os til det, siger Gitte Rye Larsen, formand for SF Brønderslev-Dronninglund.

På generalforsamlingen kunne formanden fortælle de fremmødte, at der er medlemsfremgang og at optimismen i SF generelt er på vej tilbage. En lækker gang tapas var også med til at få smilene frem hos de fremmødte. Under debatten om formandens beretning kom de fremmødte med en række ideer til, hvordan partiet lokalt forholder sig til, at, man ikke længere repræsenteret i byrådet. Der var enighed om at bruge situationen positivt til at starte en ny åben debat med fokus på visioner om en kommune, med mennesker og miljø i centrum.

Med et idéforladt Venstre for bordenden er der i høj grad brug for en politisk venstrefløj, der kan tænke de tanker, der skal give Brønderslev Kommune et positivt spark ind i fremtiden, konkluderede Gitte Rye Larsen

Henning Jørgensen afgav sin sidste beretning fra byrådsarbejdet.

- SF har kæmpet for bedre betingelser for børn og forældre med behov for støtte. Det er SF’s grundholdning i kommunen, at der bør ansættes flere medarbejdere på gulvet fremfor flere specialister, sagde Henning Jørgensen blandt andet.

Tidligere byrådsmedlem Thomas Krog blev efter adskillige års fravær valgt til lokalforeningens bestyrelse.

- Jeg har været SF’er i over 25 år, og brænder i hjertet for at give Brønderslev Kommune en ny start, hvor vi tør satse på børn, bevægelse og fællesskaber. Selv med min sparsomme tid, kan jeg bidrage med væsentligt mere nytænkning end det nuværende byråd, sagde Thomas Krog med et smil på læben.

Gitte Rye Larsen blev genvalgt som formand. Henning Jørgensen og Jan Løvenholt blev genvalgt til bestyrelsen. Thomas Krog blev nyvalgt til bestyrelsen, hvor også Marie Brix Mørk har plads.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...