Optimisme og kampgejst trods Ørskovs nedtur

Frederikshavn lader sig ikke kue, lod erhvervsrådsformand forstå

Erhvervspolitik 28. februar 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: I dag har yderligere cirka halvanden hundrede timelønnede på det oprindelige Ørskov-værft med 900 ansatte deres sidste arbejdsdag. I går konstaterede formanden for Frederikshavns Erhvervsråd, Egon Svendsen, på erhvervsrådets generalforsamling, at der Ørskovs situation til trods, stadig er optimisme og kampgejst i byen. - Der er fortsat brancher, der oplever problemer i kølvandet på Danyards lukning, bortfaldet af det taxfree salg, og nu senest Ørskovs nedjustering. Specielt underleverandører inden for jern- og metal, samt hotel- og restaurationsbranchen, sagde Egon Svendsen. - Der er fortsat stor arbejdsløshed i vort område, og det er ikke særligt sjovt for dem, der er berørte. Det er forståeligt, at de ikke altid synes, at tilværelsen er særlig lys, og at de forventer, at politikere, embedsmænd og erhvervsliv sætter nye initiativer i gang, der kan skabe beskæftigelse, fortsatte han. - Men det holder fortsat stik, på trods af situationen omkring Ørskov, at Frederikshavn er kommet langt hurtigere og langt bedre ud af kriseårene, end selv de mest optimistiske spådomme kunne forudse, og at optimismen og kampgejsten udnyttes i et meget tæt og frugtbart samarbejde mellem erhvervsliv, kommune og erhvervsaktørerne i turistforeningen, handels- og virksomhedsforeningen Frederik og erhvervsrådet, fastslog Egon Svendsen. Netop 2002 bød efter kommunalt ønske på et "serviceeftersyn" af denne hidtidige erhvervsfremmestruktur. - Dette serviceeftersyn har uden tvivl været en god og sund proces for Frederikshavn Erhvervsråd og bestyrket vores tro på, at vi griber tingene nogenlunde rigtigt an, og med den nuværende struktur bedst matcher de opgaver og udfordringer, som Frederikshavn og det frederikshavnske erhvervsliov står i, sagde Egon Svendsen. Turbo på Han omtalte også resultatet af den "Turbo på erhvervsudviklingen", der blev besluttet efter Ørskovs udmelding i starten af 2002. 23 forslag indløb til den nedsatte lokomotivgruppe, og hvoraf det blev besluttet som de første at satse på maritime netværksdannelser i form af et serviceselskab og et apteringsnetværk, og hvortil der netop nu er ved at blive ansat en projektkoordinator. Servicen af eksisterende virksomheder i retning af yderligere vækst har også høj prioritet i Erhvervenes Hus, og hvor den ny erhvervsdirektør, Jørgen Ove Jensen allerede har besøgt en del. Formanden kunne samtidig glæde sig over, at der er fremgang både her og der, og nævnte indvielsen af Martins nye store fabrik, der samtidig er blevet lidt af en turistattraktion, og også Roblons nye fabrik, der snart står færdig. Desuden en masse nyetableringer og udvidelser af eksisterende virksomheder. 127 nye selskaber Ifølge Købmandsstandens Oplysningsbureau blev der i 2002 registreret i alt ca. 127 nye selskaber i kommunen, og hvor erhvervsrådet har medvirket ved en række af nyetableringerne både med løsning af påraktiske problemert, fremnskaffelse af tilskudsmidler og i forbindelse med iværksætterrådgivning. I VUR-samarbejdet har erhvervsrådet været med i flere regionale projekter og med Internetportalen Metal Supply og VUR-Ikon, der dækker over begreberne it, kommunikation og netværk, som de mest omfangsrige. 40 virksomheder, heraf ni fra Frederikshavn, er med i Metal Supply, mens VUR-Ikon alene i efteråret har haft 430 kursister fra 35 deltagende virksomheder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...