Optimisme på Hotel Herman Bang

Forpagter Lars Dannervig sagde først op, men har nu forlænget aftalen og tror på fremtiden

Norge 23. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: De har været helt nede og skrabe bunden, men nu er de på vej op igen - og ude i horisonten venter en ny og lysere tid for hotellerne i Frederikshavn. Det tror de i hvert fald på, de to herrer i foyeren på Hotel Herman Bang. Hotelejer Villy Møller og forpagter Lars Dannervig har netop forlænget samarbejdet med en ny aftale. Makkerparret bag det gamle hotel i Tordenskjoldsgade har det lidt som Mark Twain, der efter at have læst sin egen dødsannonce, udtalte de berømte ord: "Rygterne om min død er stærkt overdrevet." - Det forlyder ude i byen, at Lars Dannervig skal stoppe med driften af Hotel Herman Bang og Restaurant Empire. Det skal han ikke. Han fortsætter, siger Villy Møller. Lars Dannervig opsagde ganske vist sin forpagtningskontrakt i foråret og havde besluttet sig for at stoppe til oktober, men nu er han kommet på andre tanker. Lys forude - Jeg tiltrådte som forpagter på det værst tænkelige tidspunkt. Tilbagegangen i hotelbranchen var større, end vi frygtede, men jeg tror, at vi har nået bunden - og at vi er på vej opad igen. Lars Dannervig har som byens øvrige hotelforpagtere haft en god sommer med fuldt hus. Lyspunkterne, der har bragt Dannervig på andre tanker, er blandt andet tankerne om et helårs skicenter i Flade Bakker samt at en del norske og svenske sportsklubber, der har booket sig ind på Herman Bang. Mange norske og svenske svømmeklubber fået øjnene op for de gode træningsmuligheder i Frederikshavn Svømmehal - og billige overnatningsmuligheder på et hotel et stenkast fra svømmehallen. Nogle af sportsklubberne, der nu vælger Hotel Herman Bang, ville formentlig tidligere have logeret på Aktivitel Frederikshavn. En del af de håndværkere, som byggede Martins nye fabrik, har også benyttet Hotel Herman Bang, og Lars Dannervig forventer, at Martins investering i vestbyen også fremover vil dryppe på hotellerne i Frederikshavn. Golfturisme Svenske og norske golfentusiaster er en anden målgruppe, som hotelforpagteren har i kikkerten. - Golf er stort i Norge og Sverige, hvor de ikke kan benytte banerne så længe som i Danmark. Golfturister vil spille golf og har ikke tid til at bruge faciliteterne på et luksushotel. De skal bare have et sted, hvor de kan overnatte og spise godt. Og så skal de måske have en picnic-kurv med på golfbanen, siger Dannervig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...