Lokalpolitik

Optimisme savnes i Nibe

Strategisk alliance inviterer lokale nøglepersoner til genopretnings-konference om Nibes fremtid

hvad nu Nibe?: Der skal atter gang i hjulene, lyder det i oplægget til genopretningskonferencen om købstaden, der i mange år hørte til de absolutte højdespringere i tilflytning. Arkivfoto: Michael Koch

hvad nu Nibe?: Der skal atter gang i hjulene, lyder det i oplægget til genopretningskonferencen om købstaden, der i mange år hørte til de absolutte højdespringere i tilflytning. Arkivfoto: Michael Koch

NIBE:De gider ikke høre mere vrøvl og føle mere negativ energi midt i finanskrisen. Fremtrædende profiler i Nibe - en af Nordjyllands hurtigst voksende byer de senere år - indkalder nu til en genopretningskonference for at rette op på problemer som et drastisk fald i tilflytningen og borgeres usikkerhed om deres identitet i storkommunen Aalborg. Tidligere borgmester i den gamle Nibe Kommune for Venstre, Jens Østergaard Madsen, lokaldirektør for Spar Nord og formand for Nibe Handelsforening, Bjarne Svendsen, allierer sig med formand for Nibe Festival, Peter Møller Madsen, og inviterer 40 udvalgte nøglepersoner til konference i Skalcentret Nibe Erhvervs-park 11. februar om købstadens fremtidige rolle. - Seminaret handler på ingen måder om partipolitik, snarere tvært i mod, men om atter at få sat gang i hjulene, genoplive engagementet og spore os ind på fælles værdier, siger Jens Østergaard Madsen. - Om at finde et fælles ståsted i storkommunen. En strategisk alliance på tværs af holdninger til fælles gavn. Massiv tilflytning Byens indbyggertal er vokset med over en femtedel siden årtusindeskiftet takket være massiv tilflytning, og halvdelen af de 40 deltagere i konferencen skal alt andet lige være rykket til Nibe inden for de seneste 10 år. - Tilflytterne udgør et stærkt, men til dels uudnyttet potentiale i et område med flere foreninger end de fleste steder her til lands, og vi har brug for de nye borgere og deres ideer mere end nogensinde, så Nibe genvinder positionen som stedet alle snakker positivt om, forklarer Jens Østergaard Madsen. Handelsformand Bjarne Svendsen fremhæver vigtigheden af at sætte øget spot på Nibe - brande byen - netop nu. - Om tre uger ville det måske være for sent at indkalde til mødet. Så meget haster det med at udvikle nye ideer i den nuværende økonomiske situation, hvor meget går i stå, kommenterer Bjarne Svendsen. Nibe festivalens formand, Peter Møller Madsen, fremhæver, at "det handler om at gribe i egen barm og ikke forvente at andre løser problemerne". - Spiller vi bare småfornærmede og agerer tudefjæs, sker der ikke noget, erfarer Peter Møller Madsen og fremhæver, at de tre bagmænd ikke på forhånd har aftalt et fælles mål. - Dagsordenen er helt og aldeles åben, og det bliver en bredt sammensat forsamling. Initiativtagerne har endnu ikke sat endelige navne på listen over inviterede, men regner med at præsentere dem i løbet af en uges tid. Det står dog allerede fast, at de lokalvalgte byrådspolitikere med forventet hang til at genopstille, Hans Henrik Henriksen (S) og rådmand Tina French Nielsen (V), bliver blandt de 40 indbudte. Nibe Erhvervsråd, Nibe Handelsforening og EDC Mæglerne Danebo dækker en del af udgifterne til genopretningskonferencen 11. februar, hvor slagets gang bliver styret af forstander for Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk, Niels Quist-Jensen, og markedschef i forsikringsbranchen, Laury Kristoffersen.