Hobro

Optimister tænder håb

STØVRING:Hanne Back Nielsen ejer ikke blot Tingbæk Kalkminer, hun er også medlem af Soroptimisterne i Himmerland, en afdeling af en international klub med rundt regnet 100.000 medlemmer, og i weekenden bød hun indenfor under og over hvælvingerne til fordel for Julemærkehjemmet i Hobro. Masser af lys dernede, masser af lys udenfor. Familiunderholdning med Per Iversen på trompet, "flyvende cirkus" for børn og finale leveret af selveste Rebildspillemændene. Soroptimisterne er en klub under Soroptimist International, der kalder sig "Verdens største service-organisation for kvinder i erhverv", og den skulle i øjeblikket omfatte omkring 3000 klubber i 120 lande. Alene danske afdelinger omfatter ifølge soroptimisterne nu omkring 2000 medlemmer. Soroptimisterne, som en del måske ikke kender, lægger da heller ikke fingre imellem, når de skal forklare deres formål: fremme af kvinders sag, høje etiske normer, menneskerettigheder for alle, lighed, udvikling og fred gennem goodwill, forståelse og venskab. Før redaktionens slutning var det ikke muligt at træffe mineejer og soroptimist Hanne Bach Nielsen for at få resultatet af weekendens velgørenhed i og ved de bevaringsværdige miner til fordel for Julemærkehjemmet i Hobro.