Optog med elefantastisk bagtrop

Onsild løb med guldet i blomsteroptog med 21 deltagere

Hobro 1. september 2003 06:00

HOBRO: - Ikke helt så mange som i fjor - men da ganske flot alligevel, mumler man langs fortovene, hvor mindst et par tusinde borgere har taget opstilling. Og det er ganske vist, at 21 mod 33 vogne i fjor triller med på søndag middags fem kvarter lange rundtur i Hobros gader. Men om betegnelsen "Danmarks største børne- og blomsteroptog" holder for en emsig research, må læserne i denne ombæring have til gode. Farverige bidrag ikke mindst fra skolerne Nordre Skole og Bymarksskolen vidner påny om, at blomsteroptoget er en handske, ikke mindst de yngre klassers lærere samler op. Søndag formiddag dominerer Bymarksskolen og i særdeleshed Nordre Skole optogsbilledet. Men med en bær-ædende myrepicnic sørger 4. klasse på Onsild Skole for et kriblende udlæg fra kommunens sydlige udkant. En vogn befolket med en halv snes sorte myrer, fristende jordbær og saftige melonstykker i megastørrelse. Flottest af alle, lyder publikums dom. Guld til Onsild. Bymarksskolens 6. A svarer igen med en flok indianere i krigsmaling - nogle siddende ved teepeen, andre padlende i floden med dumhammer og sivplanter som indslagets grønne islæt. Så altså - pas lige på naturen, som en flok summende og kravlende mariehøns, græshopper og andre insekter trygler hos Nordre Skoles 3. a. Vel vil vi ej, kan man næsten høre samme skoles riddere fra 2. A basunere ud, mens de stritter med lanserne. De stiller sig an på en kampareana, hvor bryske, bardebevæbnede bødler står skildvagt om den stakkels skønjomfru. Glade gøglerbørn fra Nordre Skoles 3. A bringer med Cirkus Juniorsjov straks uskylden tilbage i optoget, og festen fortsætter med et højrøstet bryllupsselskab, hvorfra der kastes ris, og hvor klirrende konservesdåser slæber efter i dette "kig ind i fremtiden", som 5. A. på Søndre Skole kalder tableauet. Bymarksskolens 2. A vil hverken høre tale om bryllup eller cirkus, og har i stedet sat tremmer op om en zoo domineret af vilde kattedyr. Men Nordre vil altså præge optogsbilledet: 5. A stiller mejerigtigt op i Arlas mælkekartoner. Hvorimod parallelklassen 5. B hælder til det kunstneriske. En hel koloni kunstmalere svinger penslerne foran deres staffelier, og på siden af vognen hænger masser af abstrakte og farvemættede vareprøver på deres kunnen. Helt voksenfri er optoget ikke. Tag lige den lettiske folklore fra venskabsbyen Viesete eller de seks hårde børster på opgassende motorcykler fortrinsvis af Harley-Davidson-æt og med udvalgte bagsæde-ledsagersker. Julemærkehjemmet fejrer 100 års jubilæum i en stærkt overfrankeret udgave, og et par lokale DDS-grupper er på banen. Nyd statsfængslet på udgang. Eller rettere: på omvisning. Fangerne i deres klassiske, stribede Andeby-fangedragter holdes i skak af to fangevogtere. Mens tre puslinge - den yngste endnu med sut i munden - sidder solidt indeburet bag tremmer. Og det ligner unægtelig mor og datter i lyserøde gevandter som Barbie & Shelly, der står og vinker i deres nysselige dukkehus. Oh, kig på mit grumme gab, som den overdimensionerede kokodille brøler, men den kan ikke så meget andet, for den er nemlig tøjret - akkurat som hønen og ægget jo, når alt kommer til alt, hænger hønsen og ægget. Diskussionen om, hvem der kommer først, overlader vi til dommerkomiteen, som voterer sig frem til denne afgørelse: Michael Nielsen fra Nørre Onsild leverer blomsteroptogets mest originale og fantasifulde indslag. Sådan. Ungdommen leverer tre tilbageskuende bud på et blomsteroptog anno 2003: En gang barmfager 70er-grease med pomadehår og det hele - et langhåret tilbageblik på tresserne. Og en citrongul chevy med et par, der med lidt god fantasi ligner det kommende regentpar glider forbi, men rosinen i optogsenden er lige ved at stjæle al opmærksomheden. Sønderborg Garden Samba Show med festlige klovner og en lille nuttet elefant kædet sammen af to børn er lige til en førstepræmie - hvis ikke lige det er for de manglende blomster.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...