Optog sluttede god sommerfest

V:HJERMITSLEV: Som resten af V.Hjermitslevs sommerfest blev afslutningen søndag eftermiddag også tilsmilet af fin solskinsvejr. De ca. 100 mennesker, der var opstillet langs ruten igennem byen, kunne nyde det fine optog med Brønderslev Brass Band i spidsen. Derefter fulgte de fantasifulde udklædninger med den lange drage forrest. Dragen var en ny foreteelse lavet af flere sammensyede presenninger indeholdende 10 voksne og børn. Brudeparret i sin lille hestevogn fulgte lige efter, og minsandten om ikke også jokeren var løs denne eftermiddag i V. Hjermitslev. Optoget blev lukket af "den kørende grøntsagshave", som var garneret med en masse små gartnere på ladet af en traktorvogn. Optoget sluttede i Lunden hvor Brønderslev Brass Band gav koncert, og det gav dommerkomiteen rig lejlighed til at vurderede forskellige udklædninger. Dommerne blev ret hurtigt enige om, at dragen havde vundet konkurrencen som flotteste udklædning foran jokeren og brudeparret. Eftermiddagen blev sluttet af med den traditionelle kagekonkurrence, som i år havde 15 tilmeldte. Efter konkurrencen blev de mange kager solgt i teltet sammen med en kop kaffe. Mange af byens pensionister havde da også fundet til Lunden denne søndag eftermiddag. Formanden for idrætsforeningen, Torben Sørensen, turde godt på falderebet forårets sommerfest betegne dette års udgave som en kæmpesucces, selvom det er for tidligt at spå om overskuddets størrelse. Men Torben Sørensen er ikke i tvivl om, at det om ikke bliver rekord, så i hvertfald tæt på. - Det gode vejr kombineret med nye tiltag har trukket mange til Lunden i ugens løb, siger han. Ikke mindst stærk mand konkurrencen fredag aften var en kæmpe succes. De otte hold fra omegnsklubberne, der har dystet i en syvmandsturnering i fodbold med Ingstrup som vinder foran Saltum har også været med til at trække mange til Lunden. Sidst men ikke mindst nævner Torben Sørensen festen lørdag aften med150 til spisning som en stor succes