Opvarmning før tæppefald

Elefanten øver sig i at sprøjte og cascadeuren falder med vilje i Cirkus Dannebrog, før forestillingen

SKALBORG:"Teltet er opvarmet på kølige dage", står der udenfor indgangen til Cirkus Dannebrog. Der kan blive brug for varmen, for regnen trommer på teltdugen, til gengæld bliver der sikkert ikke brug for brandbilen, der holder standby Imens er cirkusartister og de andre ansatte ved at forberede sig til dagens to forestillinger på Den gamle dyrskueplads. NORDJYSKE Stiftstidende kiggede forbi for at tjekke pulsen i det danske cirkus, før tæppet går til side. Klovnen eller rettere cascadeur Freddie Steckel hygger sig indenfor i campingvognen, hvor elkedlen koger. Som cascadeur falder Freddie igen og igen i forestillingen som den ene del af makkerparret The two Steckels. - Når der begynder at komme publikum, så begynder man at varme op fysisk og psykisk, siger Freddie Steckel, der også øver sig på at falde, inden det går løs i manegen. Freddie Steckel er syvende generation i en klovnefamilie, han begyndte selv som klovn som to-årig, men trods de mange år, hvor han har slidt på publikums smilebånd, kan han stadig blive nervøs, for hver aften er der nye øjne, der ser på. - Hvis du ikke gør det godt, så er der dødt, siger Freddie Steckel, der oplever, at der kan være forskelle på publikums humor forskellige steder i Danmark. I næste uge går turen til Japan, og Freddie Steckel er spændt på japanernes reaktion på nummeret. Men han er ikke bange, for humoren i casadeurnummeret er universel. Udover at varme op, så er der også mere almindelige ting, som den sjove mand skal nå denne lørdag. Vasketøj og indkøb - Der er vasketøj, der skal vaskes, der skal købes ind, vi skal lave mad og tjekke vores email, siger Freddie Steckel. Han savner ikke villaen hjemme i Hedehusene. - Når man kommer hjem til huset, så vil man ikke ud af campingvognen, siger han. I staldene er hestene i gang med at gumle løs, og udenfor er elefanten Rambo i gang med at lære at sprøjte vand ud af snabelen. Den træner ikke til aftenens forestilling men skal snart medvirke i en reklamefilm for et forsikringsselskab. Udover at æde en masse hø og brød, så drikker Rambo også 100 liter vand i løbet af dagen. Men dyrene i cirkus træner ikke denne dag. - Normalt er de inde og træne, men ikke når vi har to forestillinger. Det er for meget, så bliver de kuldrede, det er ligesom mennesker, siger sprechstallmeister Agnete Louise Enoch. Artister i Bilka Rundt omkring mellem teltene laves der alle mulige små reparationer. Vognene vaskes og gøres rene. Journalisten vil også gerne snakke med de kinesiske håndstandspiger Miss Yin og Lin, men da sprechstallmeisteren banker på artisternes campingvogn, er der ingen, som svarer. - De er nok gået i Bilka, siger Agnete Louise Enoch. Imens Duo Yingling træner shoppinggenet i Bilka sammen med familien Aalborg, så øver tredje generation i Cirkus Dannebrog Jimmy Encoh sig på et cykelnummer mest til ære for fotografen, for han kan nummeret. Normalt begynder han først 2-3 minutter før forestillingen. Det var meningen, han skulle bruge noget af lørdagen på at male, men det har vejret sat en stopper for. Cirkus Danneborg behøver ikke at købe sig til hjælp, når noget skal laves, de har selv det hele med. Det hele med - Vi har bl.a. to mekanikere, en elektriker og en kok, det er en omrejsende lille by, siger Jimmy Encoh, der begyndte at træne på den et-hjulede cykel som 6-årig. Selvom der venter mange forestillinger endnu, så er Jimmy Enoch ikke træt af livet i det cirkus, der blev etableret af hans bedstefar - Det er meget specielt liv, der sker noget nyt hver dag. I dag byder Cirkus Dannebrog på forestillinger klokken 16 og 19.30.