Opvarmning til børnehaveklassen

Hou Skole tog imod forældre og kommende elever

Skolevæsen 6. april 2003 08:00

HOU: Flaget blafrede i går i vinden ved Hou Skole. Indenfor var de kommende børnehaveklasseelever og deres forældre samlet på skolen i et par timer. Her kunne børnene møde deres kommende klassekammerater og forældrene høre lidt mere om, hvad der venter børnene i børnehaveklassen. En af de forældre, der i går takkede ja til indskrivningsarrangementet var Inger Rasmussen fra Hou. Når sønnen Rasmus begynder på skolen har familien tre børn på Hou Skole. Men hvad er forventningerne til børnehaveklassen? - Vi forventer, at skolen tager sig godt af dem, så de er glade og trygge ved at gå her på skolen, siger Inger Rasmussen. Hun er glad for at have sine børn i Hou Skole. - Jeg tror, det er fordi, at det er en lille og overskuelig skole, siger Inger Rasmussen. Skoleinspektør Ole Møller tog sammen med flere af de ansatte imod forældrene og deres børn. For et år siden forsøgte man sig med et indskolingsarrangement, og man er blevet glade for formen. - På den her måde er vi sammen med forældrene og børnene som en gruppe. Vi synes, at det er en god måde, det er noget vi vil fortsætte med, siger Ole Møller. Skoleinspektøren mener, at der venter børnene en god oplevelse på kommunens mindste skole. - Vi kan tilbyde små klasser, 13 i gennemsnit og mellem 10 og 17 i klasserne. Vi kan tilbyde de kommende elever et godt og trygt miljø, siger Ole Møller. Forældrene bakker også op om skolen. - I et lille samfund er betyder skolen mere end i et stort samfund, siger Ole Møller, der ikke mener, at problemerne når at vokse sig store på en lille skole.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...