Opvarmning til nordisk mesterskab i bilstyling

Ni deltagere fra Danmark til den store finale

Har du også en stylet bil, kan det være, at den ender i rampelyset som denne.

Har du også en stylet bil, kan det være, at den ender i rampelyset som denne.

Har du bare den fedeste stylede bil i kongeriget, eller kan du lide at kigge på biler med lir, så er der masser af muligheder sommeren over. Streetfire.dk tager nemlig landet rundt for at opstøve de biler, som skal gå videre til de nordiske mesterskaber i bilstyling i Stockholm 27.-28. oktober. Det sker ved en række indledende arrangementer fra juli til september på den såkaldte X-tour. - Det er rigtigt stort, at vi er indgået i samarbejde med Sverige, Norge og Finland om det nordiske mesterskab. Vi står for den danske kvalifikationsrunde og sender ni biler videre til den store finale. Næste år afholder vi finalen i Danmark, siger redaktør på Streetfire.dk Ebbe Sommerlund. Det eneste deltagerne skal gøre, er at møde op og melde deres bil til på et af stederne. Samme aften kåres de, der går videre til den danske finale i Ballerup. - Det bliver en kæmpe oplevelse for både deltagere og tilskuere, siger Ebbe Sommerlund. Ved den danske finale er der udendørs kæmpetræf med bilklubber og udstillere. Blandt andet kører Ferrari, Porsche, Lotus og driftbiler ræs med publikum. Selve hallen er fyldt til bristepunktet med biler, der gik videre fra X-touren, hvoraf ni biler bliver sendt til Nordic Car Awards i Stockholm med betalt benzin, bro og overnatning. Streetfire X-touren kommer forbi Bilxperterne i Rønne, Aabybro, Nykøbing Falster, Skanderborg, Amager/Kastrup og Odense. Mere på www.streetfire.dk