Tyverier

Opvisning på græsplænen

} OPVISNING: DGI Himmerland præsenterer det bedste af det bedste fra de himmerlandske gymnastikforeninger, når gymnastikken på søndag flytter udenfor til et sommergymnastikopvisningsstævne på de grønne plæner udenfor Idrætscenter Østermarken i Aars. Foreninger fra hele Himmerland stiller op og over 350 Gymnaster kommer i aktion i løbet af de godt tre timer arrangementet varer. Publikum vil både komme til at opleve totalgymnastik med "De tossede tøser" fra Aars Gymnastikforening, spring-mix med gymnaster fra I.K. Rosendal og flyvende springere fra Ullits I.K. } FÆRDELSUHELD: To personer kom lettere til skade, da en personbil med fire yngre passagerer tirsdag aften kørte galt på Løgstørvej mellem Haubro og Aars. Bilen var på vej mod Aars, da chaufføren umiddelbart efter Holmevej mistede kontrollen over bilen, der kørte i grøften i den modsatte kørebane. Herfra fortsattte bilen op på en rasteplads, hvor den ramte en holdende lastbil. } INDBRUD: Udbyttet blev lig nul, men skaderne kommer til at koste efter to forsøg på indbrud på skoler i Aars Kommune. Både Hornum Skole og Vestrup Skole har været udsat for ubudne gæster, der i begge tilfælde skaffede sig adgang til skolerne ved at brække et vindue op. Ingen af stederne har tyven fundet noget af interesse. } ÆLDRE: Den socialdemokratiske forening i Hornum, som fra 1. juli bliver slået sammen med foreningen i Aars, er ældre end det fremgik af Nordjyske i går. Her var foreningen "blot" gjort til en veltrimmet 71-årig. Rettelig er det 98 år siden, den socialdemokratiske forening i Hornum blev stiftet. } ØJENLÆGE: "Nyt Syn" - nu med øjenlæge. Sådan kunne en overskrift lyde.Bag ordene gemmer sig det faktum, at optikerbutikken "Nyt Syn" i Himmerlandsgade har allieret sig med øjenlæge Ulrich Langergard, der fremover vil praktisere i butikken efter behov. Ulrich Langergaard praktiserer til daglig på Randers Centralsygehus og Århus Sygehus. "Nyt Syn" i Aars går ifølge indehaver Kent Sørensen ind i projektet for at imødegå de traditionelt lange ventetider på en tid hos en øjenlæge.