Orban føler sig jagtet som en heks af et udemokratisk EU

En rapport fra EU-Parlamentet om Ungarn bygger ifølge den ungarske regering på "afsluttede" sager og løgne.

Ritzau
- Det er en heksejagt, siger en talsmand for Ungarns premierminister, Viktor Orban (billedet), om bestræbelser i EU-Parlamentet på at åbne en artikel 7-procedure imod landet. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Europæiske union 10. september 2018 18:53

Det er ikke Ungarn, der er på kant med retsstaten, som medlemmer af Europa-Parlamentet mener. Det er EU, som er "bekymrende" på kant med de demokratiske spilleregler.

Et møde med talsmand for Ungarns regering Zoltan Kovács er som at stirre ind i et magisk spejl, hvor alt vender på hovedet.

- Det er en heksejagt, siger Kovács til en gruppe journalister på Ungarns ambassade i Bruxelles.

Tirsdag møder premierminister Viktor Orban i Europa-Parlamentet i Strasbourg, hvor han får præcis syv minutter til at forsvare sin ungarske regerings omstridte politik.

Anledningen er en rapport fra parlamentarikeren Judith Sargentini, som retter alvorlig kritik af Ungarn for at være på kant med unionens demokratiske grundsøjler.

Sargentinis rapport påpeger mangler eller svagheder i forhold til domstolenes uafhængighed, ytringsfriheden og flygtninges rettigheder i Ungarn.

Kovács stiller sig uforstående over, hvordan EU-Parlamentet kan stemme om en rapport, der er fyldt med "løgne" og sager, der allerede er "afsluttet" uden videre kritik. Han stempler rapporten som politisk.

- Vi er bekymrede over EU's institutioner og fremtiden. For det betyder, at en politisk og særligt en juridisk dialog er helt ligegyldig, siger Kovács.

Parlamentet skal stemme om, hvorvidt der bør indledes en procedure mod Ungarn efter EU-traktatens artikel 7. Den vil i sidste ende kunne fratage Ungarn stemmeretten.

Det er dog en teoretisk trussel, da det vil kræve opbakning fra alle medlemslande, og den findes ikke aktuelt.

Zoltan Kovács hævder, at bestræbelserne på at indlede en alvorlig artikel 7-sag mod Ungarn har rod i én eneste ting. Noget helt andet.

- Man kan spekulere over motivet. Vi fastholder, at det egentlige motiv er vores holdning til migration, siger talsmanden.

Ungarn ønsker en langt strammere kurs over for migration, end EU-Kommissionen har lagt op til.

Kovács mener, at Europa skal stoppe al illegal migration til kontinentet. Han peger på Australiens omstridte migrationspolitik som et oplagt forbillede.

- Er det mere humant at lade dem (migranterne, red.) komme til Europa, hvor man ingen rettigheder giver dem, lyder argumentet fra Kovács.

Australien skiber flygtninge og migranter, der ankommer i både, til øer langt fra Australiens fastland.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...