Naturvidenskab

Ord slår ikke til

I én måned og to dage har jeg ikke siddet på denne plads i Aalborg og skrevet på min computer.

I godt en måned har jeg ikke set en dansk avis, læst en dansk bog eller set dansk fjernsyn. Og jeg føler mig ikke hverken retningsforstyrret eller mærkelig af den grund. Faktisk synes jeg, det går aldeles udmærket, og jeg glæder mig oven i købet rigtig, rigtig meget til jul! Den ivrige læser vil selvfølgelig rigtig gerne vide, hvad der kunne lokke mig hjemmefra i hele november, og selvom det er imod mine principper at omtale diverse rejser hid og did (det er jo dejligt for én selv, men ikke altid så morsomt for andre at høre på og læse om), vil jeg gerne fortælle om den egn, der stadig sidder på min nethinde, og som fylder min hjerneskal med skønhed. De fleste kender følelsen af at skulle opleve en turistattraktion i verdensklasse: Eiffeltårnet, the Empire State Building, Rembrandts og Breughels mesterværker, Mont Blanc eller Alhambra... fortsæt selv listen over de største seværdigheder. Bare tanken om udgifterne, de andre turister og ventetiden, hvis der er kø, kan virke afskrækkende. Igennem århundreder har Amalfikysten i Syditalien været anprist som et af verdens smukkeste steder, og dér skulle jeg hen. Jeg kunne mærke ambivalensen: Var der bare turister alle vegne, var der ligeså smukt, som brochurerne lovede og skulle en stakkels turist flås for hvert skridt, der blev taget? Så meget vidste jeg: Hovedbyen er selvfølgelig Amalfi, der med sin naturlige havn i læ af de stejle bjergklipper kunne hævde sig som én af de tre største søfartsbyer i senmiddelalderen, indtil et jordskælv i 1348 lagde både havn og skibsværfter i ruiner. Igennem århundreder er kunstnere og "skønånder" søgt dertil, jeg nævner bare Goethe, H.C.Andersen og Henrik Ibsen. Dertil kommer steder i nærheden, som også er turistmagneter: Capri med den blå grotte, Positano med de yndige gader, Atrani med legetøjshuse stablet op over hinanden, Scala med sin store domkirke og maleriske Ravello med Villa Ruffolo og Villa Cimbrone. Førstnævnte middelalderborg gav dramatisk inspiration til Wagner, sidstnævnte - med sin vidunderlige have og fantastiske udsigt - var stedet for en af Greta Garbos hemmelige romancer (og endte som en paparazzi-begivenhed). Mine bekymringer var ganske overflødige. Alle forgængerne, i hvis fodspor jeg bevægede mig, havde ikke taget fejl: Betagende, vidunderligt, ubeskriveligt. I rumlig forstand enestående, med bjergformationer, havudsigter, imponerende klippekyster, byer, der kravlede op over bjergskråningerne og køreveje, der nærmest hang udover havet. Her blomstrede citron- og appelsintræerne, der blev høstet kastanjer og dyrket druer på de stejle terrasser. Mulddyr og mennesker bevægede sig op og ned ad de stejle trappegader, der har ligget her fra Arilds tid. Italienerne har tid og lyst til at tale og forklare, her har tids-effektiviteten ikke overtaget. Espressoen og kagerne var himmelske, maden skøn. Meget hurtigt blev vi nødt til at oprette en bødekasse: 1 euro for at sige "fantastisk" og 2 euro for at sige "helt fantastisk". Ordene slår ikke helt til for almindelige mennesker, der oplever det enestående; dér må vi ty til digterne, forfatterne, komponisterne og billedkunstnerne. Men lidt mere opfindsomhed end "fantastisk", det kunne vi altså godt forvente af hinanden. Og vejret: Sol, sol, sol, regn, regn, regn, torden og lynild (også vandrette lyn), hagl på størrelse med ærter og en afart af den berømte sirocco fra Nordafrika. Uforudsigeligt fra time til time med en himmel i evig forandring. At rejse er at leve, - det var en indlysende sandhed, mens vi var i dette italienske paradis. Men også rejser får en ende og nu glæder jeg mig til at dagligdagen igen svøber sig om mig med sin hjemmevante tryghed, de gode rutiner og den stadige strøm af nyheder - og her spiller den daglige avis altså en ganske betydelig rolle. Nina Hobolth er kunsthistoriker og fhv. museumsdirektør (1989-2009).