Ordblind på skolebænken som 29-årig

Fagforeningen 3F Midtfjord hjalp specialarbejder fra Aars mod ordblindhed - det blev et vendepunkt i hans liv

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ulrica Engstrøm, tillidsrepræsentant, og William Olesen påskønner, at 3F Midtfjord banede vejen for en målrettet indsats mod Williams ordblindhed.

AARS:At være ordblind er en svøbe for mange. Derfor gør fagforeningen 3F Midtfjord en stor indsats for, at medlemmer, som har svært ved at læse og skrive, får tilbud om hjælp. En af dem, som har haft udbytte af en sådan hjælp, er den 29-årige specialarbejder William Olesen, Aars. Det var hårdt for ham, da han før sommerferien i år kom på skolebænken igen. Først da han gik i 8. klasse, opdagede lærerne, at William var ordblind - og da var han kommet uhjælpeligt bagefter. - Jeg kunne ikke lide at gå i skole, og skolen stemplede mig som en dum ballademager, fortæller den 29-årige specialarbejder, som i mere end syv år har været ansat på Dansk Skalform ved Aars. Kom på læsekursus Når William Olesen fik brev - f.eks. fra kommunen - tog han det med på arbejde, hvor tillidsrepræsentant Ulrica Engstrøm, Haverslev, læste det for ham. Da hun så, at 3F Midtfjord tilbød et læsekursus, overtalte Ulrica William til at gå med hen på 3F Midtfjords kontor i Aars. Det blev et vendepunkt i hans tilværelse. William kom til prøve og tilmeldte sig et læsekursus hos VUC. Her startede han før sommerferien på et 80 timers forløb, som netop er afsluttet. - Jeg er nu blevet bedre til at læse og skrive, og jeg har via Hjælpemiddelcentralen fået en computer og scanner, som er konstrueret direkte til mig. Det betyder, at jeg med disse hjælpemidler kan få oplæst de tekster, jeg har brug for at kende indholdet af. Fremskridt - Det går fremad, men der er lang vej igen. På kurset var vi fire deltagere, og vi lærte på en helt anden måde end i skolen, hvor jeg var vant til at blive grinet ad og set ned på, fortæller William Olesen. Som tillidsrepræsentant møder Ulrica Engstrøm gang på gang ordblindhed. - Mange unge fyre er ordblinde. Når man så foreslår dem at komme på skolebænken, går de næsten i koma, fordi de har været udsat for et sandt helvede af nedvurdering og drilleri i børneskolen på grund af deres ordblindhed, understreger Ulrica Engstrøm. Arbejdspladserne bør være lidt mere large, så ordblinde medarbejdere kan få mere hjælp. Det var en stor sejr, da vor virksomhed indvilgede i at give William mulighed for at deltage i undervisning tre ugentlige dagtimer. Det er et kæmpemæssigt problem at klare sig på arbejdsmarkedet og i samfundet, hvis man ikke kan læse og skrive. William Olesen er glad for, at 3F Midtfjord og Ulrica banede vejen for, at han efter mange år fik startet på kampen mod ordblindheden. - Efter at jeg har konstateret, at jeg ikke behøver at være flov over min ordblindhed, vil jeg gerne lære noget mere, så jeg bedre kan klare mig fremover, slutter William Olesen.