Orden uddeler penge til sygehuse

BRØNDERSLEV:Odd Fellow Ordenen uddeler en del penge i forbindelse med ordenens 125-års jubilæum. Odd Fellow Ordenen blev stiftet 26. april 1819 i USA, som en uafhængig gren af det engelske ordenssamfund. Siden har det amerikanske initiativ fået et verdensomspændende omfang. Odd Fellow Ordenen kom til Danmark 30. juni 1878, hvor første loge blev stiftet. Til forskel fra de fleste andre ordener, optager Odd Fellow Ordenen både kvinder og mænd. Der er ikke tale om fællesloger, idet medlemmerne er organiseret i henholdsvis søsterloger og broderloger, men grundlaget for deres virke er det samme. I anledning af Odd Fellow Ordenen kom til Danmark for 125 år siden, vil logehusene i Hjørring og Brønderslev donere 12.000 kr. til indkøb af audiovisuelle hjælpemidler til bedste for indlagte børn på Sygehuset Vendsyssels børneafdeling. Det vil foregå ved en reception i Odd Fellow bygningen i Hjørring. De to Brønderslev-loger, broderloge nummer 71 Richard Marley og søsterloge nr. 69 Faklen, holder fælles jubilæumsarrangement på onsdag. Samme dag doneres 5000 kr. til dialyseafdelingen på Sygehus Vendsyssel, til indkøb af tv med trådløs hovedtelefon, til afdelingens brugere.