Ordførere dømmer politisk nøl for pressede fødestuer

Det er ikke godt nok, hvis problemerne på fødestuer skal skydes til forhandlinger i efteråret, siger EL og DF.

Enhedslistens Pernille Skipper er blandt dem, der langt fra mener, at fødeafdelingerne kan vente på store forhandlinger om en sundhedsplan til efteråret.

Enhedslistens Pernille Skipper er blandt dem, der langt fra mener, at fødeafdelingerne kan vente på store forhandlinger om en sundhedsplan til efteråret.

KØBENHAVN:Landets pressede fødeafdelinger - og de fødende selv - kan ikke vente på, at en større sundhedsaftale bliver forhandlet til efteråret.

Det siger Enhedslistens sundhedsordfører, Pernille Skipper, efter et samråd med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sidste uge.

Partiet har stillet et beslutningsforslag, der skal pålægge ministeren at indkalde til forhandlinger før sommerferien. Et beslutningsforslag, der kan forvente støtte fra Dansk Folkeparti.

- Det er slet ikke hurtigt nok at skulle skyde det til forhandlinger om en stor sundhedsaftale. Det er jo noget, der rækker over flere år, hvor penge bliver taget lidt ad gangen.

- Så kan det blive både 2023, 2024 eller 2025, inden der rent faktisk kommer forbedringer. Og kvinderne venter jo ikke med at føde, til en stor aftale bliver udmøntet, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

På samrådet med Magnus Heunicke i slutningen af marts erklærede han sig enig i, at situationen ikke er tilfredsstillende. Men sagde samtidigt, at der skulle ses på det til de kommende forhandlinger om en sundhedsaftale.

- Det var positivt, at ministeren var med på, at der skal være grundlæggende rettigheder for fødende.

- Den dårlige nyhed var til gengæld, at han skød det til det længste hjørnespark, man har set længe. Nemlig en større sundhedsaftale, der skal forhandles senere i år, siger Enhedslistens Pernille Skipper.

Hun mener, at der er risiko for, at forhandlingerne om fødeafdelingerne som del af en større sundhedsaftale vil blive "udskudt og jappet igennem".

Også SF har tidligere meddelt, at partiet vil se hurtig handling på området, der har fået stor fokus siden en række historier fra landets fødeafdelinger fik medieomtale over nytår.

- Hvis sundhedsministeren ikke selv vil tage teten nu og her, vil vi forsøge at samle et flertal uden om regeringen. Der er brug for bedre forhold på fødegangene så hurtigt som muligt, sagde SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, efter samrådet.

Hos Venstre er man enig i, at området ikke kan vente til brede forhandlinger om en sundhedsaftale.

- Det er ikke godt nok. Ministeren forsøger at parkere fødselsområdet i denne her aftale, som man ikke ved, hvornår kommer. Det er slet ikke godt nok, slet ikke med de groteske historier, vi har hørt de sidste måneder, siger Venstres familieordfører, Marlene Ambo-Rasmussen.

Enhedslistens beslutningsforslag kommer i Folketingssalen i næste uge, der skal pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger på området før sommerferien. Og her kan de regne med Dansk Folkepartis støtte, siger Liselott Blixt.

Venstre er endnu ikke afklaret om, hvorvidt partiet vil støtte beslutningsforslaget.

- Vi har vores eget udspil, som vi mener, er det bedste. Men beslutningsforslaget ligger meget op ad vores udspil, så det er bestemt interessant, siger Marlene Ambo-Rasmussen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.