Ordrebog væk - gæster søges

Bælum 26. september 2002 08:00

BÆLUM: Den nye forpagter af Bælum Skovpavillon, Palle Jensen, er kommet i sådan en kattepine, at han har måttet annoncere efter personer, der måtte have bestilt fest i pavillonen til næste forår. Baggrunden er, skriver Palle Jensen, at den tidligere forpagter ikke vil udlevere ordrebogen. Palle Jensen siger til NORDJYSKE, at den tidligere forpagter, Peter Skov, holder bogen tilbage på grund af et mellemværende med Bælum Bylaug, der ejer pavillonen. - Jeg har ikke noget udestående med Peter Skov, men jeg kan ikke rigtigt komme videre, før jeg ved, hvem der har bestilt fest, siger Palle Jensen, der indtil videre har måtte stille planer om annoncering i bero. - Jeg er nødt til at gøre noget, for jeg tør ikke risikere dobbeltbookinger, siger Palle Jensen, der allerede har fået udbytte af sin annoncering - nemlig fra én, der havde bestilt lokalerne til en konfirmationsfest. - Jeg håber også, at andre vil henvende sig, siger han. Formanden for Bælum Bylaug, Per Buus, ønsker ikke sagen omtalt i avisen og vil derfor heller ikke kommentere situationen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...