Udland

Organisationer revser Rio-miljøaftale

Aftalen fra Rio+20 har udeladt vigtige forslag og udfordringer på klimaområdet, lyder kritikken.

Organisationer revser Rio-miljøaftale

Knap er blækket tørt på en sluterklæring for det såkaldte Rio+20-møde om bæredygtig udvikling, før miljøorganisationer og andre interesseorganisationer kommer med barsk kritik af forhandlernes resultatet.

- Som aftalen ser ud nu, så fejler den desværre fælt, siger generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mikael Jansen, som lige nu opholder sig i Rio de Janeiro, hvor mødet afholdes.

- Der er enighed om problemerne og om, at der skal gøres noget, men der er ikke kommet et gennembrud, der for alvor kan give os tro på, at de politiske ledere magter at løse problemerne, siger han.

Aftalen er kommet på plads, allerede inden stats- og regeringscheferne har indfundet sig ved mødet i Rio de Janeiro.

Den skal nu godkendes af de mere end hundrede politiske ledere, der fra onsdag til fredag ankommer.

Mellemfolkeligt Samvirke er langt fra alene med kritik af aftalen. Heller ikke i WWF Verdensnaturfonden er der nogen begejstring at spore.

- Det er meget skuffende. Sproget er meget svagt, og resultatet af denne konference vil overhovedet ikke være i nærheden af, hvad folk og planeten har brug for, siger organisationens repræsentant Lasse Gustavsson til AFP.

Med aftalen bliver grøn vækst nu anerkendt som globalt koncept, og arbejdet med globale mål for en bæredygtig udvikling er sat i gang.

Aftalen indeholder også et grønt skridt i retning af gradvist at få udfaset støtte til fossile brændsler som olie og benzin.

Men der er ingen konkrete datoer eller konkrete mål for udfasningen, og det møder skarp kritik fra NGO'erne.

- Der er ingen forpligtigelse. Det er som at love din kæreste, at du i løbet af de næste tre år vil beslutte, hvorvidt du vil beslutte, om du vil giftes, siger Susanna Fuller fra High Seas Alliance, som er en sammenslutning af NGO'er, til Reuters.

/ritzau/