EMNER

Organisationsformen ændres i Forsamlingsbygningen

HJØRRING:Socialudvalget i Hjørring Kommune indstiller, at Forsamlingsbygningen i Østergade 9 skal overgå til såkaldt intern kontraktstyring. Det er besluttet efter, at den organisationsmæssige opbygning af Forsamlingsbygningen har været diskuteret i halvandet år. I dag er Forsamlingsbygningen en kommunal institution, som organisatorisk er placeret under ældre- og handicapafdelingen med reference til ældre- og handicapchefen. Forsamlingsbygningen giver aktivitetstilbud uden visitation til kommunens ældre og socialt sårbare grupper. Det er også med udgangspunkt i Forsamlingsbygningen, at der etableres og koordineres samarbejder på tværs af de frivillige organisationer og foreninger i Hjørring. Man drøftede også, om Forsamlingsbygningen kunne blive en selvejende institution, men det mener udvalget er for risikabelt. - Ved en selvejende institution er det bestyrelsen, der er ansvarlig for alt, og de har ikke længere en forvaltning af læne sig op ad, siger udvalgets formand, Helmuth Zickert (S).