Autobranchen

Organiseret ræs i industrikvarteret

AARS:Natlig bilræs i industrikvarteret i Aars har været et problem, men når lyden af brølende motorer og hvinende dæk søndag genlyder fra området, sker det med politiets tilladelse. Der er nemlig tale om et organiseret billøb med behørige afspærringer ud til publikum. Jysk Automobil Sport står nemlig i samarbejde med autoforhandler Jørgen Laursen A/S, Aars, som arrangør af en afdeling af det jyske-fynske mesterskab i klubrally - det der tidligere blev kaldt manøvreprøver. Bestyrelsesmedlem i JAS’ Kim Jensen, Aars, oplyser, at søndagens løb får deltagelse af ikke færre end 40 fynske og jyske rallyhold. - Der er både begyndere og garvede folk til start, og der skal køres fem hastighedsprøver, hvoraf de køres i Farsø. I Aars afvikles de tre prøver på Industrivej, Nordvestvej og ved Dangrønt på Birkevej. I Farsø afvikles prøverne på Midtager og Søndergården, fortæller Kim Jensen. Sammen med broderen Flemming Jensen gør han i øvrigt selv comeback efter tres års fravær fra motorsporten. Det foregår i en nyindkøbt Opel Ascona 2,0 sat op til ræs. Udover Kim og Preben Jensen deltager også et andet lokalt hold, nemlig Martin Kristiansen og Per Bøgh Jørgensen i Toyota Corolla GT Coupe.