Organist venter stadig på ordentlige arbejdsforhold

Sag om ombygning af kirkeorgel stadig ikke løst - og omstridt redskabsskur er heller ikke kommet op endnu

EMNER 17. januar 2003 01:00

SÆBY: Organist Carsten Gaardbo, Sæby Kirke, må gå til ergoterepeut for at holde smerterne i ryg og skuldre nogenlunde nede. Problemerne skyldes, at han sidder i en meget akavet stilling, når han spiller på kirkens orgel. Orgelet er simpelthen forkert konstrueret. Som tidligere omtalt i disse spalter har menighedsrådet i det meste af et år forsøgt at give organisten ordentlige arbejdsforhold. Problemerne kan løses ved at bygge orgelet om for 56.000 kroner, men dette forholdsvis enkle projekt er strandet hjælpeløst i Stiftet. - Vi håber da stadig, at vi får lov at bygge orgelet om. Og det må gerne blive i år, siger formanden for menighedsrådet, Jørgen Wirring. Forstod det ikke Sagen strandede, fordi stiftets orgelkonsulent ikke ville godkende ombygningen af orgelet. Og det til trods for, at tre lignende orgeler i andre kirker allerede er blevet ombygget på samme måde. I stedet krævede han en anden og meget dyrere ændring af orgelet. Det ville menighedsrådet ikke være med til. De 12 medlemmer forstod ikke, hvorfor man skulle bruge en formue, når problemet nu kunne løses for 56.000 kroner - i øvrigt uden at det ville gå ud over orgelets tekniske præstationer. Sagen har cyklet rundt i systemet i måneder, og et helt tredje forslag er nu på banen. Nemlig en ombygning til 120.000 kroner. Menighedsrådet betinger sig dog, at det kun skal betale de 56.000 kroner. Resten må Stiftet hoste op med, eventuelt fra den særlige fem procents pulje til uforudsete udgifter. - Selvom vi har arbejdet med sagen længe, ved jeg ikke, hvad det hele ender med. Biskoppen lovede i forbindelse med ombygningsprojekt nummer to, at menighedsrådets udgift ikke må overstige 56.000 kroner. Jeg håber og tror, at dette løfte fortsat gælder, siger Jørgen Wirring. Men konklusionen er altså, at ingen ved, om og i givet fald hvornår orgelet bliver bygget om. Imens må organisten trække på ergoterapeuter for at holde sit arbejde ud. Dyrt skur Stor usikkerhed er der også om et andet af menighedsrådets projekter, nemlig opførelse af et redskabshus på kirkegården. Avisen kunne for adskillige måneder siden fortælle, at tømrer Villy Jensen og murer Bent Andersen, der begge sidder i menighedsrådet, havde tegnet et redskabshus på 60 kvadratmeter, der kunne opføres for 118.000 kroner. Dette projekt blev forkastet i Stiftet, der krævede en arkitekt sat på opgaven. Stiftet opfordrede Sæby Menighedsråd til at lade sig inspirere af redskabsskure på kirkegårde i Frederikshavn og Fladstrand. Disse skure kostede henholdsvis 1.300.000 og 800.000 kroner. De 12 medlemmer af Sæby Menighedsråd mente, at det var en vanvittig pris at give for et skur, men Stiftet havde talt og krævet en arkitekt sat på opgaven. Rådet hyrede arkitekt Jens Hansen, Frederikshavn, der på opfordring tegnede et "beskedent" redskabshus til en lille kvart mio. kroner. - Vi har nu sendt fire sæt tegninger afsted til Stiftet, og jeg kan forstå, at sagen p.t. ligger hos Den KGl. Bygningsinspektør i Århus. Jeg håber, at vi får lov at bygge skuret i år, siger Jørgen Wirring, der kalder systemet "tungt". - Hvis en privat virksomheden havde disse sagsgange og arbejdede i samme tempo, ville den forlængst være gået fallit, tilføjer han. Klokkespil Menighedsrådet er også rendt ind i problemer i en tredje sag. Kirken har fået testamenteret penge til et klokkespil. Der er indhentet tilbud på 525.000 kroner, og Stiftets klokkekonsulent har besigtiget klokketårnet og sagt god for projektet. Det ligger dog p.t. på Nationalmuseet, hvor man ikke er sikre på, at etablering af klokkespillet i Sæby Kirke er en god idé.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...