Organistpar leverer den glædelige jul

Mads og Doris Kjærgaard sørger for at julehygge om dem, der har fri. Det betyder, at julehyggen har trange kår i deres hjem på Søengene ved Aabybro.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mads og Doris Kjærgaard bruger meget tid på at forberede sig til gudstjenester og de koncerter, de begge leverer. Doris Kjærgaard er organist i gruppen Dorimus, som har givet koncerter i bl.a. Aabybro. Og det er netop de ting og kontakten til kirkegængerne, der gør arbejdet til noget helt særligt for parret. Alligevel drømmer de ind imellem om et arbejde, hvor man kan holde fri, når man tager hjem. Mads Kjærgaard har prøvet det, men vendte alligevel tilbage til gerningen som organist - for hvervet har sin helt egen charme med indblik i både solskinstider og skyggesider. Foto: Lars Pauli

Mens mange holder højtiden hellig, står Doris og Mads Kjærgaard for baggrundsmusikken til den danske jul. De er begge organister. Doris i Aabybro og Mads i Lindholm ved Nørresundby. Det betyder, at de haster rundt i december. For mens andre familier hygger om hinanden, er deres tid programlagt efter kirkernes gudstjenester og arrangementer til mindste detalje. - Der er mange ting, der er stuvet sammen i december måned, konstaterer Doris Kjærgaard. De ser begge en smule trætte ud. Men det er også den travleste tid på året for parret. Og det påvirker hele familien Kjærgaard. Hvor blev julen af? - Vi har ikke engang pyntet op endnu, udbryder Doris Kjærgaard pludselig og ler en smule. På sin vis synes både hun og hendes mand, at det er lidt sjovt, at de har så travlt. Og så alligevel ikke. For arbejdet som organist har ikke kun påvirket deres jul, men også deres tre børns jul. Resultatet er ikke helt almindeligt. - Men de har jo aldrig prøvet andet, påpeger Doris Kjærgaard. Selv skal hun spille til tre gudstjenester 24. december. - Vi kommer altid hjem omkring kl. 18, fortæller hun. At Doris og Mads Kjærgaard først er hjemme sent betyder, at de ind imellem har haft lidt svært ved at få julemaden i ovnen på det rigtige tidspunkt, så alt er klar til spisetid. - En enkelt gang lånte vi ovnen her i sognegården. Vi kunne ikke få det til at stemme, så vi måtte sætte stegen i ovnen her, og så pakke den ind, tage den med hjem og stege den færdig, fortæller Mads Kjærgaard med et skævt smil, mens han ser på sin kone. Heldigvis er børnene store nu, så problemerne med at få julen til at hænge sammen er ikke nær så omfattende som tidligere. - De er i hvert fald så store, at de godt kan tænde for ovnen, konstaterer Mads Kjærgaard. Heller ikke 25. december er fredet. Både Mads og Doris Kjærgaard står tidligt op for at tage på arbejde. - Vi kommer hjem igen til frokosttid, fortæller Doris Kjærgaard. En enkelt afstikker At de begge hænger i en klokkestreng gennem hele julen, er også medvirkende til, at de ind imellem stopper op for at spørge hinanden, om det nu også er det helt rigtige job, de har. - Nogle gange spørger vi hinanden, om vi ikke skal finde noget andet, f.eks. at blive kassedame i føtex, fortæller Doris Kjærgaard, der godt kan se en fordel i at have en job, hvor man holder fri, når man har fri. - Jeg holdt op på et tidspunkt, fortæller Mads Kjærgaard. Som nyuddannet organist fik han job ved en lille landsbykirke, der var iskold om vinteren pga. besparelser. Han havde kun få ansatte, og derfor var jobbet noget ensomt. Arbejdet levede ganske enkelt ikke op til de forventninger, han havde haft. - Det sagde mig ikke en snus, fortæller Mads Kjærgaard, der i stedet uddannede sig til smed. Men han var nødt til at lægge det liv på hylden, da arbejdspladsen blev nedlagt. Samtidig sagde kroppen også stop. - Du blev opereret i begge hænder, konstaterer Doris Kjærgaard. Hendes mand nikker. Det var hårdt arbejde at være på akkord. - Men så kom der to uafhængigt af hinanden og spurgte, om jeg ikke skulle blive organist igen, fortæller Mads Kjærgaard. Og sådan blev det. Et liv i skyggen Det har sin charme at være organist, selvom arbejdet breder sig over hverdag og weekender. Både forberedelserne og de oplevelser, Mads og Doris Kjærgaard har i forbindelse med arbejdet. Kreativiteten er velkommen, mener parret, ligesom de mange gode oplevelser. Men nogle ting er ikke til at ryste af sig. - Man bliver nødt til at være professionel. Det kan ikke nytte, at man bryder grædende sammen, hver gang man er til bisættelse, siger Doris Kjærgaard. Men det kan være svært at lade være, mener hun. Specielt når det handler om børn. Mads Kjærgaard er enig. Men selvom deres jobbeskrivelse er ens, så er deres oplevelser forskellige. Doris Kjærgaard er vant til en stor traditionsrig menighed. Mads Kjærgaard spiller for en lille trofast menighed i Lindholm. Og mens hun leverer musikken til kernefamiliernes oplevelser i kirken, så møder han gennem sit arbejde mennesker, der lever i det skjulte. - Der er mange ensomme mennesker i Lindholm. Der er nogle, der først bliver fundet sent, fortæller Mads Kjærgaard, der også har prøvet at spille til en bisættelse, hvor kun kirkens personale og bedemanden var til stede. - Der er også nogle, der kommer fra livets skyggeside. Jeg har talt med enkelte fra miljøet efter bisættelserne, og deres liv er faktisk ikke, som man forventer, fortæller Mads Kjærgaard, der mener, at mange af dem lever et rigt liv, selvom det er farvet af misbrug. Og grundlæggende handler det om respekt, mener ægteparret. - Det er ligegyldigt, om man spiller til bisættelsen for en hjemløs eller en direktør, de har krav på den samme respekt, mener Mads Kjærgaard. Det betyder noget Netop respekt for arbejdet og dets betydning er essentielt, mener de. Derfor er Mads og Doris Kjærgaard også opmærksomme på at levere varen, når det gælder. Også i juletiden, selvom valget af salmer giver sig selv. - Jeg tænker på, at kirkerne er stuvende fulde. Det betyder noget for nogen, hvad man spiller, og hvilken stemning, man skaber, mener Doris Kjærgaard. Og mens familierne flokkes i kirken, så har hun selv kun en enkelt gang oplevet at holde ¿rigtig¿ jul sammen med sine børn. Det er godt en håndfuld år siden nu. - Jeg ansøgte om at få orlov omkring jul. Og det fik jeg, fortæller Doris Kjærgaard. Selv husker hun den tid som helt fantastisk. Der var tid til at jule om børnene og falde lidt til ro. - Men det har jeg kun prøvet en gang. Ellers har jeg spillet, siden jeg var 15, fortæller Doris Kjærgaard. - Vi spillede også dengang, vi studerede. Vi var de eneste tilbage på kollegiet i julen, husker Mads Kjærgaard og ser kærligt på sin kone. Musikken har fulgt den overalt og ført dem sammen under uddannelsen på konservatoriet i Aalborg. Og frem for alt er julen med Kristi fødsel og den betydning, der ligger i salmerne og musikken, som de leverer, essensen af livet hos familien Kjærgaard.