Orgel indvielses koncert i Bindslev Kirke

Organist Søren Rasmussen, Abildgård Kirke, sidder på orgelbænken ved orgel indvielses koncerten i Bindslev. Billedet her er dog fra hans egen kirke. Arkivfoto: Kurt Bering
Organist Søren Rasmussen, Abildgård Kirke, sidder på orgelbænken ved orgel indvielses koncerten i Bindslev. Billedet her er dog fra hans egen kirke. Arkivfoto: Kurt Bering

En orgelindvielses koncert er en særlig og sjælden begivenhed, men en sådan finder sted i Bindslev Kirke onsdag den 25. januar 2017 kl. 19.30.

For orgelbyggere har i et stykke tid været beskæftiget i kirken med at rense piberne og udbygge orglet. Derfor har de haft ro på hverdage i forhold til kirkelige handlinger som begravelser, der ifølge det sidste nummer af kirkebladet kun foregår om lørdage indtil midt i december.

Orglet betegnes ofte som instrumenternes dronning, og skal både kunne klare festmusik til et bryllup og meditativ musik til en begravelse. Orgeludvidelsen har sikret flere farver på paletten, og tilhørerne kan nu nyde en forbedret klang med både større dybde og brillians. Både fællessangen og præ- og postludierne vil kunne opleves som en klar forbedring i det samlede klangbillede.

Det er organist Søren Rasmussen ved Abildgård kirke, der i samarbejde med orgelbyggerfirmaet Bruno Christensen & Sønner, har stået som konsulent for projektet. Det er også Søren Rasmussen, der denne aften sidder på orgelbænken, og han har forberedt et rigt varieret program i mange stilarter og tidsepoker. Man får således lejlighed til at høre en række variationer over et kendt tema af Mozart. PÅ den måde får tilhørerne et godt indtryk af de

mange nye registreringsmuligheder, som det fine instrument nu byder på.

Senere følger Johann Sebastians Bach’s vel nok mest berømte orgelværk: Toccata og fuga i d-moll, der nærmest er et "must" ved en sådan lejlighed som denne aften. Reformationsjubilæet vil også blive markeret med en pompøs orgelkoral over reformationssalmen over dem alle: Vor Gud han er så fast en Borg, der

oprindelig blev uropført af musikfaderen himself på reformationsdagen den 31. oktober i 1735.

Koncerten afsluttes med Widor´s Toccata, der blev "verdensberømt" i Danmark i forbindelse med Regentparrets bryllup for snart 50 år siden.

Koncerten vil også indeholde solistiske indslag ved en sanger, hvis navn offentliggøres senere.

Kirkens egen organist Alena Jespersen, der er elev af Søren Rasmussen, vil også være på bænken i et orgelværk for 4 hænder og fødder, og her bliver der luftet godt ud i alle orgelpiber i Triumfmarchen fra operaen Aida.

Det er også hende, som har beskrevet indholdet i koncerten.

Forsiden