Orgelmusik for fire hænder og fødder

Organister fra Frederikshavn og Vejgaard i Abildgård Kirke 11.juli

FREDERIKSHAVN:I forbindelse med Vendsyssel festivalen er der koncert i Abildgård kirke 11 juli 2004. Der bliver tale om en usædvanlig koncertoplevelse når Abildgård kirke tager hul på sin første af i alt tre sommerkoncerter i forbindelse med festivalen. På programmet søndag vil der være noget så sjældent som orgelmusik for fire hænder og fødder udført af organisterne Søren Rasmussen og Peter Sloth Andersen. Sidstnævnte er fast organist ved Vejgård kirke i Aalborg, og de to musikere er i øvrigt gamle studiekammerater fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Koncerten indledes festligt med et lille stykke af den amerikanske komponist Gordon Young, som har et friskt humørfyldt tiltag til sine egne værker. Herefter følger en række berømte variationer af den store orgelmester J.S. Bach, hvor melodien er hentet fra julerepertoiret.I disse variationer kommer man på grundig rundtur i en meget stor del af orglets mange klangfarver takket den ekstra bemanding på orgelbænken. Apropos orgelbænke så fortæller Søren Rasmussen, at i disse fodboldtider spiller Peter Sloth Andersen venstre Bach og Søren Rasmussen er bænkevarmer for en højre Bach. Koncertens midterste del er koncentreret omkring wienerklassik af Beethoven og Mozart. Der er tale om let og iørefaldende musik, oprindelig skrevet for mekanisk spilleur, altså musik for en valse, som bl.a kendes fra mekaniske klaverer. Koncerten afsluttes med det eneste originale musikstykke skrevet for denne musikerbesætning. Der er tale om tyskeren Gustav Merkels berømte orgelsonate, som i stil minder meget om Max Reger; altså stort og pompøst, dog er den stille anden sats smuk og rolig. Dette stykke slutter med en slot fuga i bedste Bach-stil.