Orienteringskriser

ROMAN Lisbeth Brun: "Det du mister" Er det skæbnen? Eller er det tilfældigheder, der styrer vort liv? Det spørger romanens hovedperson Marie om. Og sker noget på grund af hinanden eller blot efter hinanden? Hun er som ganske ung blevet gravid med Ole på grund af et tilfældigt engangsforhold til en musiker; hun søger derefter ud på landet, men på vejen forfører chaufføren hende, og hun bliver endnu engang gravid. Hun tager ophold på en gård nær Løgstør hos Villy. De kommer godt ud af det sammen arbejdsmæssigt og indgår et fornuftsægteskab. Dog vil han ikke vedkendes det ventede barn, som hun derfor må bortadoptere. Sammen får de to børn. Hermed er kimen lagt til en splittelse dybt inde i hende. Hun prøver at tilpasse sig de uvante forhold på landet og den indesluttede ægtemand, som kører sit eget løb. Hun føler, at arbejdet på gården opsluger både hende og hendes børn. De glider fra hinanden, og hun finder sine egne veje og omgås en tid mennesker uden for miljøet, og hun har også et par sidespring på grund af ægtemandens manglende interesse. Han engagerer sig i ridning og bygger en ridehal. Hun prøver at følge ham og drikker sine bajere sammen med dem, der kommer, men finder samtalerne og miljøet tomme og intetsigende. Hun forsøger med andre ord at fortrænge og benægte problemerne i den turbulente orienteringskrise, hun oplever i miljøet: Her er nydannelser med omfattende omstruktureringer på alle planer med kontante krav til det enkelte menneskes forandringstolerance, her er eklatante sammenbrud for dem, som det vokser over hovedet. Truslen mod miljøet og erhvervet kommer ikke udefra i form af naturkatastrofer, men af den ny profitorienterede kultur, der har taget over. Hun forsøger personligt med andre handlemuligheder og en frigørelse ved at tage et sekretærjob. Hun føler alligevel, at livet er gået hende forbi, men ender til slut med at søge en endnu højere grad af frihed. Ind i dette miljø kommer som hjælper i ridestaldene den unge lærerstuderende Helle, og dermed er der lagt op til en afdækkende og oprivende slutning. Ved siden af at være en roman om en kvindes tilpasningsproblemer er det således også en roman om parforholdskriser og om udviklingen på landet gennem det kvarte århundrede, som den tredelte romanen spænder over - fra 1961 til 1988. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Lisbeth Brun: "Det du mister" 293 sider, 299 kr. Gyldendal Udkommer i dag.