Virksomhedsøkonomi

Orion tæt på at gå konkurs

Kapløb med uret for at skaffe garanti for medarbejdernes oktober-løn

PANDRUP:Uden garanti for de ansattes oktoberløn risikerer fladskærmsproducenten Orion Europe i Pandrup at blive ramt af konkurs torsdag i den kommende uge. Allerede i går var det ved at gå galt for virksomheden, der trådte i betalingsstandsning for 10 dage siden. De 160 medarbejderes løn for september - 2,7 millioner kroner i alt - blev først sent torsdag sikret ved en kredit i pengeinstituttet Nordea, og inden da havde medarbejderne forladt arbejdspladsen i uvished om deres skæbne. Uden løn fredag morgen havde de ifølge reglerne om Lønmodtagernes Garantifond været tvunget tilat gå den tunge vej til Skifteretten for at begære virksomheden konkurs. Men nu var pengene der altså, og dermed er fristen skubbet en uge ud i fremtiden. Det ligner mere og mere en kamp mod uret. Foreløbig er tillidsmand Lars Larsen er dog fuld af fortrøstning til, at det nok skal lykkes at få garantien for oktoberlønnen på plads. - Ellers ville det jo ikke give nogen mening at poste 2,7 millioner kroner i virksomheden nu, siger han. Samtidig med lønnen for september fik 35 medarbejdere - 29 timelønnede og seks funktionærer - fredag morgen meddelelse om, at de er afskediget. Den meddelelse kom dog ikke helt bag på de ansatte, fordi det siden betalingsstoppet 21. september har stået klart, at der skulle ske en reduktion i medarbejderstyrken som led i en økonomisk genopretning. - Men det gør det jo ikke mindre smertefuldt for den enkelte. siger tillidskvinde Else Marie Andersen. Sammen med penge til de ansattes lønninger stillede Nordea med midler til at hjemtage materialer til at fortsætte produktionen, som har været meget uregelmæssig i de seneste mange uger netop følge af materialemangel. Mandag ventes produktion at blive genoptaget i fuld skala. Lars Larsen finder ingen grund til at bebrejde ledelsen, at tingene kun lige og lige bliver reddet på stregen. - Direktør Brian Bertelsen er lige så ked af, at det er gået på den måde som os andre. Måske har vi ikke fået alt at vide, og meget har vi fået at vide meget sent, men sådan er det nu engang, når man ikke længere selv bestemmer slagets gang men er underlagt nogle kreditorers vilkår, fastslår Lars Larsen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Brian Bertelsen eller den øvrige ledelse i selskabet.