Orla drømmer om en F-16

Man må godt røre ved genstandene på Aalborg Forsvars- og Garnisionsmuseum

AALBORG:Øverst på ønskesedlen hos lederen af Forsvars- og Ganisonsmuseet i Aalborg, Orla Kops, står en F-16. Hvis der lander en F-16 i samlingen på Skydebanevej, så har museet nemlig alle de fly, der har været på Flyvestationen. Samtidig drømmer den tidligere chef for Dronningens Livregiment og garnisonskommandant i Aalborg om en Leopard kampvogn og en H-500, der er en lille helikopter til museet, der åbnede 23. juni sidste år. Både kampvognstypen og helikopteren skal udfases, så derfor håber Orla Kops på gevinst. Orla Kops har indtil videre haft de rigtige skud i kanonen, når det gjaldt om at få nye effekter til museet. For eksempel skrev han et brev det svenske forsvarsministerium for at få en kampvogn af mærket S103C. En speciel kampvogn, der i modsætning til almindelige kampvogne ikke har noget tårn. Svenskerne sendte - uden at det kostede en svensk krone - en kampvogn og personale til at instruere de frivillige på museet i, hvordan kampvognen fungerer. Så var tyskerne straks mere fedtede, da Orla Kops venligt bad om en mandskabsvogn, der havde været brugt i Warszawa Pagtens tid. - Tyskerne vil have mandskabsvognens skrotværdi, så når vi sammenligner tyskerne med svenskerne, så er de mere nærige, siger Orla Kops, der dog tilføjer, at mandskabsvognen kommer til Aalborg til efteråret. En af museets nyeste genstande er et jagerfly af typen North American F-86-D, som får et venligt klap af Orla Kops. Flyet er kommet fra Skrydstrup, hvor det er blevet fuldstændigt istandsat af en gruppe pensionister, og det har tidligere lettet fra Aalborg. Og sådan et fly kan få nostalgien op i en gammel pilot. - Der stod en pilot og klappede flyet, og han sagde, at det er mit fly, fortæller Orla Kops. Der kommer mange nuværende og pensionerede militærfolk. - De mest almindelige kunder, er bedsteforældre, der kommer med deres børnebørn og står og fortæller om, at den har jeg kørt, siger Orla Kops. Museet er også en lille oase for børnene, for her må de nemlig røre ved museumsgenstandene. - De må kravle op på kampvognene og ned i dem og prøve kanonen af. På museet er der rigeligt at kravle på fra selvkørende haubitzere og store jagerfly. Men det er ikke kun det nyere krigsmateriel, der kan ses. For eksempel kan publikum se en paukerkærre fra Dronningens Livregiment. Kærren med to trommer blev trukket af den sidste tjenestegørende pony i Aalborg ved navn korporal Bommerlund. Man kan også ses en sygetransportvogn fra 1878, der var med i Verdensudstillingen i Paris i 1889. I dag kan museet leve af de entreindtægterne. I 2003 besøgte 5000 mennesker museet, og i år er 5500 mennesker vandret ind af dørene hos Forsvars- og Garnisonsmuseet. - Det kan udelukkende lade sig gøre af en grund, vi har ingen fastansatte, vi har kun to, en på kontoret og en arbejdsmand, der er sendt ud af kommunen, siger Orla Kops. De mange frivillige passer museet og hjælper med at restaurere maskinerne. Orla Kops har også planer om et par nye udstillinger om blandt andet jernbanesabotagen.