Orla Hav er ambassadør

Orla Hav havde læst på lektien inden udnævnelsen. Arkivfoto

Orla Hav havde læst på lektien inden udnævnelsen. Arkivfoto

ST. VILDMOSE: Folketingsmedlem og tidligere amtsborgmester Orla Hav er udnævnt til Vildmosekartoffel-ambassadør 2008. - Når Danmarks fineste kvalitetsspisekartoffel dyrkes her i Vildmosen, så er der virkelig god grund til at kippe med flaget. Derfor skal kartoflen og dens fortræffelighed synliggøres. I den anledning skal der udnævnes en kartoffelambassadør, fortalte Aabybros tidligere borgmester Ole Lykkegaard. - Du har gennem mange år været kendt for synliggørelse ikke blot af Vildmosekartoflen, men af kvalitetsfødevarer i hele Nordjylland. Derfor lå det lige for, at du skulle være den første Vildmosekartoffel-ambassadør, lod motivationen fra Ole Lykkegaard, da Orla Hav blev udnævnt til Vildmosekartoffel-ambassadør 2008. Med titlen fulgte en forgyldt kartoffelskræller, et diplom og en kasse visitkort. - Jeg følte mig virkelig som en heldig kartoffel, da jeg blev bedt om at modtage hæderen, fortæller Orla Hav. Han lavede hurtigt en research på internettet og fandt godt syv millioner artikler om kartofler. - Det er den tredje mest dyrkede fødevare næst efter ris og hvede. Men udbyttet er fire gange så højere end både ris og hvede, når man kigger på dyrket areal. og så er kartofler mere næringsrig en ris, hvede og majs. Med disse ord overbeviste Orla Hav de mange besøgende ved kartoffelfestivalen om, at han var det rette valg som modtager af titlen Vildmosekartoffel-ambassadør 2008. Men han kunne mere om den lille brune knold: - Den indeholder mindre fedt end hvede og mere protein end majs. Kina er den største kartoffeldyrkende nation. Dette vidste Orla Hav, men sikkert ikke mange af gæsterne.