Orla Hav er træt af sit partis sundhedsordfører

Hospitaler 4. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Amtsborgmester Orla Hav (S) er godt træt af, at han skal ævles med sine egne partifæller, fordi de har, hvad han kalder for et alt for ringe kendskab til, hvad de taler om - nemlig sygehusvæsenet. Det er jeg hamrende træt af, siger han. Socialdemokratiets sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen har slået til lyd for, at sygehusene i fremtiden skal ledes af professionelle bestyrelser, men det er både partiets næstformand, amtsborgmester Bent Hansen, Viborg, og altså også Orla Hav mere end uenige i. - En professionel bestyrelse - det er jo, hvad man har i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), og det er jo også en sand succeshistorie, siger Orla Hav ironisk. Der sidder staten med i bestyrelsen, og er det herfra, man har så gode erfaringer, at man vil have metoden bredt ud? Orla Hav peger på, at HS kun kan få økonomien til at hænge sammen, hvis man hvert år får en forskningsbevilling på 700 mio. kr., som ikke er specificeret. - Er det det, vi andre kan opnå, hvis vi bruger den metode?, spørger han. - Jeg mener bestemt ikke, at det er i patienternes interesse at udvikle en køber/sælger model, understreger Orla Hav. Det vil afskaffe det fri sygehusvalg, vi ellers har lagt mange kræfter i at bevare, og skal vi bruge den anden model, må vi jo binde os på priser. Så skulle man altså, hvis vi ikke kunne blive enige med Aalborg Sygehus, sige til patienterne: Desværre, I må tage til Århus. Og er det realistisk? Er der overhovedet nogle markedskræfter at slippe fri i den her sammenhæng? Ikke efter min mening, siger Orla Hav. Han fremhæver også de store linjer og det fælles bedste som en opgave, der vil falde til jorden, hvis hvert sygehus havde sin egen bestyrelse. - Hvis de nordjyske sygehuse havde det, ville de jo selvfølgelig kæmpe indædt for deres eget, indtil netop det blev et Rigshospital, siger han. Det siger jo sig selv, at det er et umuligt forslag. Leder 1. sektion side 10

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...