Orla Hav: Penge skal trække penge til

Nordjysk Vækstforum vil vende kapitalfondenes blik mod nord

Orla Hav: - Vi bør have man­ge fle­re pen­ge til Nord­jyl­land.

Orla Hav: - Vi bør have man­ge fle­re pen­ge til Nord­jyl­land.

NORDJYLLAND:Med penge vil Vækstforum trække endnu flere penge til landsdelens erhvervsliv. En samlet støtte på seks millioner kroner er den gulerod, som skal lokke store kapitalfonde til at vende blikket mod Nordjylland. I dag er kun 5,3 procent af den særligt risikovillige kapital, venturekapitalen, der især retter sig mod nye virksomheder, investeret i Nordjylland, viser tal fra Vækstfonden. - Vi bør jo op på mindst 10 procent, mener formand for Vækstforum, amtsborgmester Orla Hav (S). - Vi skal have vækst og udvikling i Nordjylland. De små og mellemstore virksomheder og iværksætterne skal styrkes, så de får fodfæste på markedet, men det koster penge. Derfor er det utroligt vigtigt, at de nordjyske virksomheder med vækstpotentiale har adgang til kompetent og risikovillig kapital. Der findes masser af udbydere af den slags kapital på markedet, men deres interesse for Nordjylland har været begrænset, og det giver os dårligere vilkår, forklarer Orla Hav. Derfor besluttede Vækstforum på sidste møde at sætte seks millioner kr. på højkant for kapitalfonde, som vil vende blikket mod nord. Vækstforum vil indkalde ansøgere, som skal opfylde en række krav. De skal blandt andet kunne lette adgangen til kapital, formidle kontakt til nationale og internationale kapitalfonde og på den måde tiltrække yderligere kapital. Det kan således være et oplagt ønske, at den eller de pengetanke, som får del i midlerne, etablerer afdelingskontor i Nordjylland. Der er to hovedtyper af disse anonyme kapitalejere: Ventureselskaberne, der fortrinsvis investerer i nye - i sagens natur mere risikobetonede - virksomheder, og buy-out-selskaber, der køber sig ind i og udvikler på eksisterende virksomheder. Det er selskaber som Axcel og Polaris. Det skæve Danmark Ifølge en opgørelse (2006) fra Vækstfonden er der i alt i Danmark 65 venture-og buy-outselskaber, som tilsammen forvalter 58 milliarder kroner. Investeringernes fordeling bekræfter billedet af det skæve Danmark: Over 46 procent af venturemidlerne er investeret i Københavnområdet. Men med sine beskedne 5,3 procent ligger Nordjylland dog på en fjerdeplads blandt fondenes foretrukne investeringsområder. Århus får 12,2 pct. Potentiale Vicedirektør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard, mener, at der er uudnyttede vækstmuligheder i eksisterende industriklynger, og tror på, at der er potentiale for et regionalt investeringsselskab i den nye region Nordjylland. Vækstfonden er for tiden i dialog med aktører i Syddanmark om et etablere et sådant regionalt investeringsselskab her. Derimod vurderer Vækstfonden, at kapitalkravene i forbindelse med udvikling af nye, teknologibaserede vidensvirksomheder er så store, at de kræver samarbejde ud over den enkelte region. - Det er vi åbne over for. Det afgørende er, at der kommer kapital til rådighed, siger Orla Hav. Penge til NOVI-fond Et af de nordjyske selskaber, der i en årrække har kunnet tilbyde risikovillig kapital og rådgivning, er NOVI Innovations. Vækstforum besluttede på sit møde at skyde 1,7 millioner kroner i selskabet - dog under forudsætning af tilsvarende beløb fra Aalborg Universitet og fonden NOVI E/F.