Osasuna får både stadion-kollaps og nedrykning

Osasuna og Valladolid rykker ud den bedste spanske fodboldrække. Dagen blev overskygget af ulykke på stadion.

49 personer kom til skade i en ulykke på Osasunas El Sadar Stadion i Spaniens bedste fodboldrække søndag.

En ting er, at Osasuna efter sidste spillerunde rykker ned sammen med Valladolid. Meget værre er det, at 49 personer kom til skade i en ulykke, da et hegn brød sammen på stadion, så publikum væltede ind på banen.

Ulykken skete, da Oriol Riera havde bragt Osasuna foran 1-0 mod allerede nedrykkede Real Betis. Det fik fansene til at presse sig fremad, hvorefter hegnet ind til banen brød sammen.

Røde Kors i Navarra bekræfter ifølge nyhedsbureauet AFP, at 10 personer blev kørt på hospitalet og yderligere 39 fik mindre skader.

Kampen blev udsat i 35 minutter, mens hegnet blev lukket og sikret. Samtidig blev tre andre kampe, som involverede hold i fare for nedrykning, udsat ved at man forlængede pausen mellem første og anden halvleg, så alle kampe sluttede samtidig.

Osasuna vandt 2-1 over Real Betis. Alligevel må klubben en tur ned i den næstbedste række efter 14 år på topniveau.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst