Oscar-triumf for "Chicago"

Voldtægt 25. marts 2003 07:00

"Chicago", filmatiseringen af den amerikanske musical om nogle morderiske korpiger i de brølende 1920'ere, blev den helt store vinder, da det amerikanske filmakademi natten til mandag dansk tid for 75. gang uddelte sine Oscarstatuetter. "Chicago" blev ikke blot kåret som årets bedste engelsksprogede film, men filmen løb også med prisen for bedste kvindelige birolle (Catherine Zeta-Jones) foruden fire af de mindre priser (art direction, klipning, lyd og kostumer), så det i alt blev en høst på seks af de eftertragtede statuetter. Men det blev også en stor aften i det ekstraordinært velbevogtede Kodak Teater i Hollywood for holdet bag filmen "Pianisten". Den 29-årige Adrien Brody blev den hidtil yngste vinder af prisen for bedste mandlige hovedrolle i Roman Polanskis film, hvor han portrætterer den jødiske musiker Wladyslaw Szpielman, der som en af de eneste jøder overlever den nazistiske besættelse af Warszawa under Anden Verdenskrig. Roman Polanski blev kåret til bedste instruktør, men var ikke til stede ved prisoverrækkelsen. Han kan nemlig ikke rejse ind i USA på grund af en uafsluttet voldtægtssag. Hvis han rejser ind, vil han blive anholdt med det samme. Derfor har han de sidste 25 år produceret alle sine film i Europa. Kampen om en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle blev vundet af den australske skønhed Nicole Kidman for hendes portrættering af den verdensberømte - og depressive - forfatter Virginia Woolf i filmen "The Hours". Hæderen til Kidman er også en lille fjer i hatten for dansk film, idet hun spiller hovedrollen i Lars von Triers næste film "Dogville". Oscar'en for bedste mandlige birolle gik til den 51-årige amerikaner Chris Cooper for hans spil i "Adaption", hvor han spiller en ekcentrisk orkidé-ekspert. Den tyske instruktør Caroline Link erobrede en Oscar for bedste udenlandske film for "Nowhere in Africa"om de udfordringer en tysk-jødisk familie møder, da de flygter til Kenya efter nazisternes magtovertagelse i deres hjemland, mens prisen for bedste dokumentarfilm gik til den kontroversielle amerikanske filmmager Michael Moore for den USA-kritiske film "Bowling for Columbine". Moore benyttede sig af lejligheden til fra scenen at råbe: "Vi er imod denne krig, George Bush!", da han var oppe for at modtage sin Oscar. Hele Oscarfesten var omgærdet af ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger - og i skygge af krigen i Irak. Hundreder af politifolk og private vagtfolk var udkommanderet for at passe på de mange filmstjerner. Spanske Pedro Aldomovar erobrede en statuette for bedste manuskript til "Tal til hende", som netop er blevet genopsat i Biffen i Aalborg samme dag som biografen vandt Nordjysk Kulturpris. Rapstjernen Eminem fik sig en Oscar for bedste sang til sin egen semibiografiske film "8 Mile. Årets bedste filmatisering var "The Pianist". Bedste fotografering: "Road to Perdition". Bedste tegnefilm: "Spirited Away". Bedste lydredigering og bedste visuelle effekter: "Ringenes Herre II". Bedste make up og bedste musik: "Frida". Bedst animerede kortfilm: "The Chubbchubbs" af Eric Armstrong. Og endelig en statue til "Twin Towers" for bedste korte dokumentar.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...