Oskar Lafontaine – den vittige hund i tysk politik

Venstrepartiet Die Linke sætter grå hår i hovedet på regeringspartierne

Historie 13. september 2009 06:00

Det tyske venstrepartis galionsfigur, Oskar Lafontaine, har vind i sejlene i den tyske valgkamp. Derfor må han også finde sig i at blive kaldt både for ”Napoleon” og ”folkeforfører”. Men da han blev sammenlignet med Adolf Hitler og så tilmed af den tidligere socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt, sendtes et sus gennem medierne i Tyskland. Helmut Schmidt sagde til Bild am Sonntag, at når det drejede sig om Lafontaine, så var karisma ikke i sig selv nok til at gøre ham til en god politiker. Også Adolf Hitler havde været en karismatisk taler, og ”det samme er Oskar Lafontaine”. For at sætte turbo på sine uforskammede bemærkninger tilføjede Schmidt, at han også så lighedspunkter mellem Lafontaine og den franske højrepopulist Jean Marie Le Pen. - Den ene er til venstre, den anden til højre. Men som populister kan Lafontaine og Le Pen bestemt sidestilles, mente den bidske ”jernkansler” fra sin højborg i Hamburg. Et ramaskrig lød straks - ført an af venstrepartiet Die Linkes toppolitikere - som mener, at det er en hån mod nazirigets millioner af ofre at sammenligne Lafontaine med Hitler. Selv holder Lafontaine sig tilbage med kommentarer. Men da beskyldningen er så åbenlyst absurd, har den såmænd nok gavnet ham. Lafontaine i overskrifterne Lafontaine hører til i overskrifterne i denne tid. Han er den tyske politiker, der med størst fart bevæger sig tilbage mod toppen af tysk politik, og så kan lidt negativ omtale kun styrke hans plads i rampelyset. Mange tyskere - og givetvis også mange danskere - spørger sig selv, hvordan det kan gå til, at det tidligere kommunistparti fra diktaturstaten DDR ligefrem er blevet populært og trendy i tysk politik. Én ting er, at østtyskerne i deres melankoli over, hvor skidt historien har behandlet dem, kan finde på at stemme på kommunistpartiets efterfølgerparti, venstrepartiet Die Linke. Men at vesttyskerne også gør det, havde de færreste ventet. Det er der én forklaring og kun én forklaring på: navnet er Oskar Lafontaine. Den tidligere socialdemokratiske vicekansler, formand for det tyske socialdemokrati og socialdemokratisk kanslerkandidat tog et spring ud i mørket i 1999 fra den ene dag til den anden for at slippe væk fra Gerhard Schröder. ”Exit Lafo”, som det hed i avisoverskrifterne i 1999. Som en Fugl Fønix af asken er ”Lafo” fremme igen - lige så fræk, veltalende og arrogant som i gamle dage. Nu i spidsen for venstrepartiet Die Linke. Vælgerne strømmer til hans valgmøder for at nyde, at han går i flæsket på Angela Merkel og socialdemokraternes Frank-Walter Steinmeier. Det gør han både vittigt og flabet, og det trækker brede grin i forsamlingerne, uden at folk af den grund forlader deres store trygge partier. Mange opfatter sikkert hans valgoptræden mere som et stand-up-show end som en politiker, de absolut selv skal sætte kryds ved. Men ved det nylige delstatsvalg i Saarland fik venstrepartiet 21,3 % af stemmerne, hvilket var et historisk gennembrud. I Thüringen samme dag fik Die Linke 27,4 % af stemmerne til delstatsparlamentet. Disse tal viser, at venstrepartiet i dag er et af de fem store tyske partier (CDU-CSU, SPD, FDP, De Grønne og Die Linke) og er kommet for at blive i tysk politik. En magtfaktor, som alle må regne med. Partiet er repræsenteret i delstatsparlamenterne i øst og nu også i fire vestlige delstater. Tilmed er partiet i Berlin og i Mecklenburg-Vorpommern med i delstatsregeringen. Disse bemærkelsesværdige resultater er opnået i de ti år, der er gået, siden Lafontaine forlod SPD og snart efter gik sammen med det daværende PDS i det østlige Tyskland. Derfra kommer Gregor Gysi. Han er advokat, kendt for sin rappe replik, men også beskyldt for at have været stikker for DDR's Stasi-tjeneste. En beskyldning, som det forbavsende nok er lykkedes ham at smyge af sig. To muntre sønner Oskar Lafontaine og Gregor Gysi er naturens to muntre sønner, de sjove politiske tvillinger fra den yderste venstrefløj, som de store tv-stationer altid gerne har med i deres talkshows, da de er hurtigskydende leverandører af begavet humor. Hvad ingen havde forventet var, at krigen i Afghanistan i valgkampens sidste fase ville skyde op som en uventet vejsidebombe. Det var en tysk officer, der ved Kunduz i det nordlige Afghanistan kaldte amerikanske fly ind for at bombe et par olietankbiler, der var kørt fast i et flodleje. Tyskeren mente, at bilerne var omgivet af Taliban-krigere. Sandheden var, at bilerne foruden Taliban-krigere havde tiltrukket mange civile afghanere, som enten var blevet kommanderet derhen af Taliban for at skubbe bilerne fri eller var kommet af sig selv for at tappe noget gratis benzin. Resultatet blev over 50 dræbte, måske endog det dobbelte. Regeringen i Berlin må erkende det tyske ansvar for det skete og har travlt med at dække den pinlige affære med et tæppe af røg. I en nøddeskal handler sagen om, at Tyskland – i modsætning til Danmark – ikke er i krig i Afghanistan! Tyskerne er der for at give en hjælpende hånd med genopbygning og hjælp til civile afghanere. Men Tyskland har altså i Afghanistan 4300 soldater, skarpt bevæbnet og særdeles kompetente til krigsførelse. Men det må ikke hedde sig, at de er i krig. For Tyskland vil ikke (på grund af Anden Verdenskrig) deltage i aktiv krigsførelse. Den bortforklaring går ikke længere. Angela Merkel kæmper for, at emnet ikke skal blive toptema i de sidste to uger af valgkampen. Lafontaine har skubbet alt, hvad partiet har af kanoner op på venstrepartiets dæk. Og der skydes med skarp ammunition – mod regeringens Afghanistan-politik. Venstrepartiet synes som 2/3 af de tyske vælgere, at Tyskland skal ud af Afghanistan - jo hurtigere, jo bedre. Det er et lignende problem, som også regeringerne i Storbritannien, Danmark og USA i stigende grad er oppe imod. Afghanistan er i færd med at blive en grim politisk klump i halsen. Lafontaine kommer ikke af den grund i regering denne gang, siger valgforskerne i Tyskland. Men han og venstrepartiet forhindrer måske, at Merkels CDU-CSU får stemmer nok til at danne en ny regering med det liberale FDP, som Merkel helst vil. Så tvinger tvillingerne - Lafontaine og Gregor Gysi - Angela Merkel til at skulle regere videre med SPD i en stor koalition. Så Tysklands to muntre sønner – Lafo-Gysi - med de skarpe meninger har ligesom Villy Søvndal i Danmark dækket op til at underholde nationen med en stadig strøm af nyttig kritik og veloplagte uforskammetheder i den kommende tid.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...