Ungdomsuddannelser

Ostekiks til bedømmelse

Studerende fik 13-tal i Kiksen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den flotte eksamensopgave fremlægges for gruppen af tidligere kiksarbejdere, som vil lave en nicheproduktion af ostekiks. Foto: Bent Bach

TORNBY/HJØRRING:- Jeg er glad for, at de i den grad har forstået de signaler, vi gerne vil give. Det betyder meget for os, at de har lavet så godt et stykke arbejde. Sådan lyder reaktionen fra Kiksens talskvinde Lene Meng Andersen, og de flotte ord er rettet mod studerende Berit Drange Larsen og Maiken Jensen, som har fået karakteren 13 for en eksamensopgave i reklame og marketing for de ostekiks, som en gruppe tidligere medarbejdere ved Kelsen Bisca har planer om at sætte i produktion. Arbejdsgruppen bag Kiksen fik sidste efterår i samarbejde med teknisk skole lavet en prøvebagning af fem slags ostekiks, og da Berit hørte det, foreslog hun sin lærer Peter Sørensen ved HGS-studiet på handelsskolen, at det blev et projektemne i klassen. Sådan blev det, og som afslutning på studiet gik Berit sammen med Maiken videre med omtalte eksamensopgave. - Vi fik nogle kiks op, og alle slags blev prøvesmagt. De smagte godt, og jeg tror I har fundet et hul på markedet, som ikke er blevet dækket, siger Peter Sørensen under en fælles fremlæggelse af eksamensprojektet på handelsskolen for kiksegruppen. Det var noget helt nyt, at studerende lavede eksamensopgave på en produktion i en endnu ikke eksisterende virksomhed, og derfor var Lene Meng Andersen et par gange på skolen for at fortælle om kiksegruppens arbejde. - Vi brugte megen tid på at formulere, hvad der er ide og mission med ostekiksene, fortæller Berit under fremlæggelse. De nye kiks skal ikke være en konkurrent til de øvrige på markedet, men signalere hygge, varme og afslapning samt opleves som kvalitetskiks. - Målgruppen er den samme som de veluddannede, som holder ferie i Skagen, og som går op i kunst og kultur. Ud fra et budget på 500.000 kroner lavede de to et forslag til et halvt års reklamekampagne for de nye kiks, hvor det overordnede slogan lyder: Kunst, kultur... & kiks. Samtidig vil de også i markedsføringen fortælle historien bag ostekiksene. - Det er storytelling, som har en stor følelsesmæssig appel til målgruppen. Her er en gruppe kiksedamer, som har rejst sig mod globaliseringen. Hvis I kan få den historie med ind i produktionen, så er der mange, der siger, at de kiks vil de gerne købe, indskyder Peter Sørensen. Han fortæller også, at noget af det censor lagde vægt på ved tildelingen af den høje eksamenskarakter var det analysearbejde og overvejelser omkring farvevalg til annonce og brochure for de fem ostekiks. - Det her materiale er lige til at lægge direkte ud, lød censors kommentar. Efter fremlæggelsen siger Lene Meng Andersen: - Jeres opgave er noget vi kan og vil bruge i vores videre arbejde med at kiksproduktionen i gang. Til NORDJYSKE oplyser hun videre, at hun forventer en afklaring i løbet af en par måneder. - Økonomien skal nok komme på plads, og nu har vi fået hjælp fra Spar Nord med en gratis revisor til at kigge på budgettet.