Osu aiguto gosomas

Børn viste stor iver for karate og lærte samtidig et par nye gloser

HADSUND:Alt har sin begyndelse, og det kunne også ses, da Hadsund Karate Klub åbnede dørene for børn, der havde meldt sig i sommerskolen. Udover karate-teknik lærte børnene nye japanske gloser, som for eksempel osu aiguto gosomas, som betyder "i håbet om en god træning". Det blev faktisk en god træning, for børnene havde den fornødne interesse for både teknikken og for det japanske, som instruktørerne brugte flittigt, og børnene fulgte stolt op. Specielt børnene, der var med for anden gang af de tre træningsdage, var med på gloserne. Chefinstruktør Brian Hansen fortæller, at Bruce Lee, kung-fu film og computerspil i nærkamp er nogle af grundene til, at klubben får nye medlemmer. - Hvis ikke, kan det også være forældrene, der presser en smule på, siger han med et skævt smil. Karateklubben har 70 medlemmer, heraf kun 10 kvindelige karateudøvere, og det afspejles direkte i dagens træning, hvor alle 15 fremmødte er hankøn. - I den første uge var der fem piger, men ingen i dag, siger Brian Hansen og fortæller, at de samlet har 47 tilmeldte børn i kamphuset ved Hadsund Hallerne. Ram ham i maven De nye drenge i dagens træning går forsigtigt frem og får straks instruks på mere "action". - Du skal ramme ham i maven, siger instruktør Richo Østergaard og viser, hvor langt oppe Alexander skal sparke. Alexander Bie er 8 år, og han har ikke prøvet karate før. - Jeg synes det er sjovt, siger han, og spiser det sidste af sin frokost, mens han tænker over, om det er noget, han vil gå til. - Jeg går til så meget, og jeg tror hellere jeg vil gå til musik, siger han, inden han spæner ud på gymnastikgulvet igen. Hos Rasmus Villum Jensen er der større interesse at spore. Han er på samme alder som Alexander og har noget at leve op til. - Min onkel er europamester i karate, og derfor vil jeg også gå til karate, siger han stolt og viser med armene, hvordan man parerer, hvis modstanderen forsøger et slag. Er karate et våben Inde på gulvet stiller de op i to rækker, mens instruktøren husker børnene på, at de skal passe på hinanden. - Er karate ikke også et våben, spørger Rasmus, og instruktøren fortæller flokken, at de ikke må bruge karate uden for træningslokalet. - Hvis vi hører om, at elever på skolen bruger karate, kan vi hurtigt finde ud af, hvem det er, siger instruktøren med en alvorlig mine, der umiddelbart får drengene til at forstå budskabet. - Det får de allesammen at vide, helt fra begyndelsen, siger chefinstruktør Brian Hansen og går tilbage til træningen. På to timer har drengene lært lidt om, hvordan man undgår en strangulering, undgår et hovedgreb, og hvordan man let kan presse sin modstander i knæ ved at holde om hans håndled og presse ham nedad. Alt sammen foregår med ønsket om en god træning - osu aiguto gosomas. I morgen tager karateklubben endnu en tørn med sommerskolearrangement, det tredje og sidste. Her er 18 børn tilmeldt, som er det højeste antal i løbet af de tre sommerskolearrangementer.